Albendazol

P02C

Revideret: 30.10.2024

Albendazol tilhører gruppen af benzimidazol antibiotika med bred virkning på orme (helminter) og nogle protozoer som Giardia og visse Microsporidium-arter. Albendazol hæmmer polymeriseringen af tubulin, hvilket blokerer celledelingen. Andre mekanismer er hæmmet glucoseoptagelse, reduktion af glukogen depoter, nedsat indhold af ATP og hæmning af fumarat reduktase, som er et specifikt enzym for helminter. 

 

Albendazol er ikke registreret i Danmark, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek, og de fleste infektionsmedicinske afdelinger har en generel tilladelse til anvendelse af albendazol, hvorfor patienten kan henvises til infektionsmedicinsk afdeling. 

Anvendelsesområder

Behandling af infektion med bl.a. Hageorm, Strongyloides, Clonorchis, larva migrans, Echinococcus, Capillaria, Cysticercose, Gnathostoma, Trichinella, Toxocara, Loa Loa, Mansonella, Onchocerca, Wuchereria og Brugia, Enterobius, Giardia og visse microsporidier

Doseringsforslag

Højeste døgndoser: 

  • Voksne: 800 mg pr. døgn fordelt på 2 doser.
  • Børn > 2 år: Op til voksendoser.
  • Børn 1-2 år: 400 mg pr. døgn fordelt på 2 doser.

Interaktioner

Koncentrationen i blodet øges ca. 50 % ved samtidig administration af dexamethason og 4,5-fold ved samtidig administration af praziquantel. Samtidig indtagelse af grapefrugtjuice øger plasmakoncentrationen med en faktor 3, sandsynligvis fordi grapefrugtjuice hæmmer CYP3A4 i tarmmukosa. 

 

Toksicitet 

Langvarig behandling (måneder) har resulteret i lever- og knoglemarvspåvirkning. 

Graviditet

Kan om nødvendigt anvendes 

Der er data for mere end 900 1. trimester-eksponerede gravide (400 mg som enkeltdosis) uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. 

Amning

Kan om nødvendigt anvendes. 

 

Den relative vægtjusterede dosis er under 1,5 %. 

Farmakokinetik

Albendazol metaboliseres i leveren, og dosis skal ikke justeres ved nedsat nyrefunktion. Der findes meget få data fra patienter med leversygdom, men i én patientserie blev udskillelsen af albendazol forlænget, og højeste koncentration i blodet fordoblet ved ekstrabiliær galdestase. Halvering af dosis ved denne tilstand synes derfor rimelig. 

Albendazol absorberes dårligt (5-10 %), men absorptionen af albendazol øges ved indtagelse sammen med et fedtrigt måltid. Plasmahalveringstiden er 8-12 timer. Albendazol krydser blod-hjernebarrieren med en cerebrospinalvæske-koncentration på ca. 40 % af plasmaniveauet. 

Referencer

2296. Grayson ML, Cosgrove SE, Crowie S et al. Kucers' The Use of Antibiotics - A Clinical Review of Antibacterial, Antifungal and Antiviral Drugs. CRC Press. 2018; 7th Edition, https://www.crcpress.com/Kucers-The-Use-of-Antibiotics-A-Clinical-Review-of-Antibacterial-Antifungal/Grayson-Cosgrove-Crowe-Hope-McCarthy-Mills-Mouton-Pater-son/p/book/9781498747950 (Lokaliseret 26. april 2023)

 

3196. Abdel-tawab AM, Bradley M, Ghazaly EA et al. Albendazole and its metabolites in the breast milk of lactating women following a single oral dose of albendazole. Br J Clin Pharmacol. 2009; 68(5):737-42, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/19916998 (Lokaliseret 22. februar 2022)

 

2295. Venkatesan P. Albendazole. J Antimicrob Chemother. 1998; 41(2):145-7, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/9533454 (Lokaliseret 26. april 2023)

 
 
 
Gå til toppen af siden...