MAO-hæmmere (forgiftninger)

Revideret: 06.02.2024

Toksikologi

Midlerne hæmmer nedbrydning af katekolaminer og serotonin, nyere midler selektivt og reversibelt over for MAO-B, ældre midler irreversibelt og ikke selektivt. I toksiske doser forsvinder selektiviteten. MAO-hæmmere interagerer med tyraminholdige fødemidler og med en række lægemidler, hvis effekt herved kan forlænges og potenseres. For irreversible hæmmere kan interaktionen ske uger efter behandlingsophør. 

 

Toksisk dosis: 2-3 mg/kg af irreversible hæmmere kan medføre alvorlig forgiftning. Reversible midler er mindre toksiske. 

Klinik

  • Akut forgiftning manifesterer sig oftest først 12-24 timer efter indtagelsen, hvorimod interaktion indtræder umiddelbart.
  • Rastløshed, tremor myokloni, takykardi, hypertension.
  • Ved svær forgiftning ses udtalt hypertension, konfusion, rigiditet, kramper, metabolisk acidose, respirationsinsufficiens, koma.

Undersøgelser

EKG, kardial monitorering, elektrolyter og syre-base status, nyrefunktion. 

Behandling

  • Gastro-intestinal dekontaminering. Observation i mindst 1 døgn.
  • Diazepam er førstevalg til behandling af triaden hypertension, hypertermi og takykardi. Giv refrakte doser på 10 mg i.v. hvert 2.-5. minut, indtil symptomerne svinder. Behandlingen kan give respirationsstop, hvorfor den skal foregå på intensiv afdeling.
  • Endvidere gives glucose, ilttilskud og thiamin. Hvis der ikke efter indgift af 2 mg diazepam/kg er opnået kontrol med symptomerne, behandles hvert symptom særskilt.
  • Kramper behandles med diazepam op til 2 mg/kg. Sedativa kan øge den CNS-deprimerende komponent.
  • Hypertension kan behandles med glyceryltrinitrat eller phentolamin doseret forsigtigt pga. risiko for pludseligt blodtryksfald.
  • Hypertermi behandles med aktiv afkøling.
  • Hypotension behandles med volumenekspansion og Trendelenburgs leje, evt. forsigtigt med vasopressor, fx noradrenalin.

 

Ved tvivlsspørgsmål: Ring til Giftlinjen, telefon 3863 5555 

 

Antidoter

Atropin (antidoter) 

Phentolamin 

Gå til toppen af siden...