Hovedanvendelse: 

• Skizofreni
• Paranoide psykoser
• Affektive tilstande: manier og hypomanier, agiteret depression, for visse antipsykotika også ved bipolar depression samt forebyggende ved bipolar affektiv sindslidelse ("stemmningsstablisering"), se desuden Andre midler mod bipolar lidelse.
• Delirøse tilstande af forskellig genese, herunder visse forgiftninger (fx uræmi). Ved delirøse tilstande er der oftest en organisk årsag til tilstanden. Den primære behandling retter sig derfor mod at behandle eller fjerne den organiske årsag.
• Andre organiske psykiske lidelser med psykotiske symptomer symptomer inkl. stofudløst psykose (opmærksomhed på risiko for samtidig kardiovaskulær påvirkning af antipsykotika og euforiserende stoffer).

Anvendes desuden ved: 

• Personlighedsforstyrrelse præget af anspændthed, dysfori og affektlabilitet.
• Psykoterapiresistente nervøse tilstande, specielt angsttilstande, hvor der undertiden kan behandles med antipsykotika i mindre doser, specielt hvor der foreligger risiko for misbrug af benzodiazepiner - det samme gælder lettere abstinens og uro hos personer med stofafhængighed samt uro - men ikke abstinenstilstande - hos personer med alkoholafhængighed. Se desuden Antipsykotika mod angst og Alkoholafhængighed, præparatvalg.
• Neuropatiske smerter, migræne samt i terminalstadiet af intraktable neoplasier.
• Lidelser med tics, herunder Tourettes syndrom. Se desuden Midler mod Tourettes syndrom.
• Skizotypisk sindslidelse.

Ved psykotiske tilstande, hvor patienten er diagnostisk uafklaret, bør man udelukke organiske årsager til tilstanden. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at vente op til nogle dage med at påbegynde antipsykotisk medicinering, hvis patientens tilstand tillader dette. I løbet af disse dage kan man så vurdere, om psykosesymptomerne reduceres uden brug af antipsykotisk virkende medicin (som det fx ses ved psykotiske tilstande udløst af euforiserende stoffer) og om psykosesymptomerne skyldes en underliggende somatisk problemstilling.
Hvis patienten ikke tidligere har været i antipsykotisk behandling, bør startdosis være beskeden og dosisøgning bør ske langsomt (om muligt med ugers intervaller) dels for at begrænse eventuelle bivirkninger, dels for at finde den lavest effektive dosis. Dosisøgning kan ske hurtigere, hvis der er tale om velkendte patienter med kortvarigt medicinsvigt efter længerevarende antipsykotisk behandling.
Varigheden af den antipsykotisk virkende medicinske behandling af patienter med skizofreni varierer, men en større andel af patienterne vil dog have behov for livslang behandling. Dosering bør være dynamisk, således at man i stabile perioder forsøger dosisreduktion, mens det i perioder med øget symptomniveau kan være nødvendigt med dosisøgning.
Ved udtrapning af antipsykotisk medicinering efter længerevarende behandling, bør dette ske langsomt, samtidig med at patienten observeres for begyndende tegn på forværring af tilstanden (fx angst, isolationstendens og søvnproblemer). Der er begrænset evidens for, hvorledes dette bør foregå, men et bud kunne være 10 % reduktion hver 1-2. måned til 50 % og herefter mere forsigtig reduktion, fx 5 % hver måned. 

Ældre med demens og patienter med oligofreni

Anvendelse af antipsykotika til ældre med demens med psykotiske symptomer udgør en særlig problemstilling. Der ses øget mortalitet hos antipsykotika-behandlede ældre med psykosesymptomer, hvorfor man bør være tilbageholdende med antipsykotika til denne patientgruppe. Hos disse patienter er det specielt vigtigt, at man før ordination af antipsykotika har behandlet mulige udløsende somatiske årsager, fx smerter, infektioner eller dehydrering og sikrer at der er rolige og trygge rammer. Antipsykotika har ingen sikker effekt på adfærdsforstyrrelserne ved demens og skal derfor reserveres egentlige psykotiske tilstande, svær aggression og agitation hos patienter med demens og generelt kun i kortere perioder. Ved behandling af voksne over 65 år er halv til kvart dosis oftest tilstrækkeligt. Tilsvarende gælder for patienter med oligofreni. 

Plasmakoncentrationsmåling

Plasmakoncentrationsmåling af antipsykotika kan i nogle tilfælde bidrage til at bestemme den optimale dosering. Det er standardiseret med 12 timer efter seneste medicinindtagelse, og for depotantipsykotika tages en dalværdi lige inden administrationen af næste dosis. Det terapeutiske koncentrationsinterval er altid kun vejledende, da mange individuelle faktorer afgør hvad den optimale dosering er. Vejledende terapeutiske plasmakoncentrationer er anført under de enkelte præparater.
Indikationerne for plasmakoncentrationsbestemmelse er først og fremmest: 

• Manglende terapeutisk effekt
• Misforhold mellem dosis, klinisk effekt og bivirkninger
• Mistanke om manglende overholdelse af ordination
• Situationer, hvor der foreligger specielle farmakokinetiske forhold (somatisk sygdom, høj alder, risiko for lægemiddelinteraktion).

2. generations antipsykotika bør anvendes til behandling af patienter med debuterende psykoser og vil som oftest også vælges ved de øvrige indikationer, se Medicinrådets behandlingsvejledning vedrørende psykotiske tilstande.
2. generations antipsykotika har som gruppe betragtet færre EPS end 1. generations antipsykotika, men hvis patienten tidligere har været velbehandlet og uden væsentlige bivirkninger på et 1. generationsantipsykotikum samt selv foretrækker dette, kan et 1. generationsantipsykotikum være det rette valg. Til gengæld kan flere 2. generations antipsykotika i højere grad end 1. generations antipsykotika inducere metaboliske forstyrrelser, hvilket er et stigende problem.
I nogle situationer, fx ved tvangsbehandling, kan det være hensigtsmæssigt at anvende smeltetabletter, hvilket findes for tre 2. generations antipsykotika, aripiprazol, risperidon og olanzapin. Alternativt kan man overveje at anvende orale opløsninger af 2. generations antipsykotika ( risperidon eller aripiprazol) eller 1.generations antipsykotika ( zuclopenthixol eller haloperidol). Asenapin er i Europa alene godkendt til behandling af manisk episode ved bipolar lidelse. 

Allerede ved behandlingsstart bør der foreligge en plan for både den akutte- og efterfølgende behandling, som tilsigter at monitorere bivirkninger, forebygge tilbagefald og optimere behandlingen i tilfælde af persisterende symptomer - så som positive, negative, depressive eller kognitive symptomer. Det vil ofte være nødvendigt at justere behandlingen løbende. Ved alvorlige bivirkninger, fx EPS eller metaboliske problemer, bør man, hvis dosisreduktion ikke afhjælper, tilstræbe skift til andet antipsykotikum. Ved alvorlige bivirkninger, fx EPS eller metaboliske problemer, bør man, hvis dosisreduktion ikke afhjælper, tilstræbe skift til andet antipsykotikum. Ved utilstrækkelig effekt af mindst 2 behandlingsforsøg med to 2. generationsantipsykotika, bør behandling med clozapin overvejes/forsøges.  

Depotpræparater 

Depotantipsykotika ser generelt ud til at nedsætte risikoen for tilbagefald, også tidligt i behandlingsforløbet og har mere stabile plasmakoncentrationer gennem døgnet. Depotbehandling bør derfor indgå som en behandlingsmulighed allerede tidligt i behandlingsforløbet. Det er dog især ved tidligere compliance-problemer eller kognitive problemer, at depotformuleringer af 2. generations antipsykotika ( risperidon, paliperidon, olanzapin eller aripipraxol) eller 1. generationsantipsykotika ( perphenazin, flupentixol, haloperidol eller zuclopentizol) bør overvejes under hensyntagen til medicinrådets behandlingsvejledning. Der er patienter, som foretrækker depotadministration for at undgå daglig indtagelse af medicin. 

Antipsykotisk polyfarmaci 

Som hovedregel skal antipsykotisk medicinering foregå som antipsykotisk monoterapi, da der ikke foreligger evidens, for at polyfarmaci forbedrer den samlede antipsykotiske effekt, ligesom der ved polyfarmaci vil være øget risiko for lægemiddelinteraktioner og bivirkninger. Normalt bør 3-4 antipsykotika inklusiv clozapin have været afprøvet i antipsykotisk monoterapi, før antipsykotisk polyfarmaci overvejes. Der kan dog være specielle situationer, hvor kombination af to antipsykotika kan være hensigtsmæssigt, fx en patient med dårlig nattesøvn, som er i behandling med et ikke-sederende dopamin D₂-receptorspecifikt depotpræparat, hvor tillæg af et sederende antipsykotikum p.o. til natten evt. kan forbedre nattesøvnen. Et andet eksempel kunne være tillæg af aripiprazol hos en patient med antipsykotika-induceret hyperprolaktinæmi, hvor dosisreduktion eller præparatskift ikke er muligt eller hensigtsmæssigt. Antipsykotisk polyfarmaci kan også være indiceret i kortere periode ved forværring af symptomer, og hvor man nødig ønsker at skifte præparat. 

Dosis varierer betydeligt fra patient til patient og hos den samme patient over tid. Ældre patienter skal som hovedregel behandles med lavere doser. Når den akutte behandling er overstået, vil det ofte være muligt at reducere dosis. Evt. kan skiftes til et ikke-sederende præparat eller depotpræparat i vedligeholdelsesbehandlingen. Som hovedregel er det, af hensyn til bivirkningsrisikoen, hensigtsmæssigt at begynde med en relativt lav dosis, som gradvis kan øges. 

Den antipsykotiske effekt begynder gradvist at indtræde i løbet af de første dage, den relativt største effekt ses oftest i løbet af de første 2-4 uger, men derefter ser man generelt en langsomt stigende effekt, indtil den fulde effekt indtræder efter adskillige uger til måneder. I tilfælde af, at der efter 2-3 ugers behandling med sufficient dosis slet ikke observeres nogen antipsykotisk effekt, er sandsynligheden for en senere indtrædende effekt beskeden. Den uspecifikke sedative effekt indtræder umiddelbart efter medicinindtagelsen, aftager noget i løbet af de første 4 ugers behandling (toleransudvikling) og ophører hurtigt ved seponering.
Hvor patienten er ude af stand til at indtage et præparat oralt, kan en forbigående injektionsbehandling (fx intramuskulær injektion 1-2 gange dgl.) komme på tale. Endelig kan depotbehandling (intramuskulær injektion hver 2.-4. uge) anvendes, hvor patienten ikke selv er i stand til at varetage medicinindtagelsen på tilfredsstillende vis. I den initiale behandling bør depotformen ikke anvendes, før patientens reaktion på lægemidlet er belyst ved indgift af samme antipsykotikum uden depotvirkning. Hvis man ikke anvender en initial mætningsdosis af depotpræparatet, skal tabletbehandling ofte fortsætte i nogle uger efter start på depotbehandling, indtil en stabil plasmakoncentration er opnået. Ved skift fra depotbehandling til oral behandling påbegyndes den orale behandling på det tidspunkt, hvor den næste depotinjektion ellers skulle være givet. 

Ikke-psykotiske tilstande

• Vedr. anvendelse ved kvalme, opkastning, se Antipsykotika (antiemetika).
• Vedr. anvendelse ved angst, se Behandling af angst og Antipsykotika mod angst.

Se i øvrigt præparatbeskrivelserne. 

Kontraindicerede ved nedsat leverfunktion: 

• Melperon ved svært nedsat leverfunktion (svarende til Child-Pugh C) pga. manglende erfaring.
• Sertindol ved svært nedsat leverfunktion (svarende til Child-Pugh C).
• Clozapin ved svære former for leversygdom. Alvorlig leverpåvirkning er forekommet.

Kontraindicerede ved nedsat nyrefunktion: 

• Clozapin: Ved nedsat nyrefunktion kan dosisjustering være nødvendig ⁽⁵⁹¹⁸⁾ og ved GFR < 10 ml/min bør behandlingen initieres med lavest anbefalede dosis ⁽⁵²⁷³⁾. Er angivet som kontraindiceret i produktresumerne ved svære nyreforstyrrelser.

Ingen af de øvrige midler er kontraindicerede ved nedsat lever- og/eller nyrefunktion. Se i øvrigt præparatbeskrivelserne. 

Se Antipsykotika (forgiftninger).