Yderligere information
Anvendelsesområder
Dispenseringsform
Flydende medicinsk gas indeholder 100 % dinitrogenoxid (N2O, lattergas).
Doseringsforslag
Gives ved inhalation i kombination med oxygen. De smertelindrende, sederende og kognitive virkninger er dosisafhængige. Anvendes normalt i koncentrationer på 35-75 %. Bør ikke gives i mere end 12 timer.
Bemærk
- Anvendes i stigende omfang til mindre, ikke smertefulde, indgreb hos børn, omend den kliniske evidens herfor er beskeden.
Kontraindikationer
Luftembolier og luftfyldte rum kan ekspandere ved inhalation af dinitrogenoxid. Brug af dinitrogenoxid er derfor kontraindiceret:
- Ved tegn på pneumothorax, pneumopericardium, svært emfysem, luftembolier eller kranietraume.
- Ved kæbe/ansigtsskader.
- Efter dykning (risiko for dykkersyge).
- Efter behandling med hjerte-lunge-maskine eller efter bypass-operation.
- Svær gastro-intestinal udvidelse.
- Nylig udført intraokulær injektion af gas (indtil fuldstændig absorption af pågældende gas eller indenfor 3 måneder).
- Efter luftencephalografi.
- Under operationer i mellemøret, det indre øre eller bihulerne.
- Ved injektion af luft i epiduralrummet.
Andre kontraindikationer:
- Hjerteinsufficiens.
- Ubehandlet B12-vitamin- eller folsyremangel.
- Genetiske forstyrrelser, der involverer metabolismen af B12-vitamin- eller folsyre.
- Tegn på øget intrakranielt tryk.
- Bevidsthedssvækkelse.
- Ansigtsskader, der vanskeliggør brug af ansigtsmaske.
Forsigtighedsregler
- Lokalet skal være tilstrækkeligt ventileret.
- Må aldrig gives som ren N20-inhalation.
- Det skal sikres, at der ikke gives en hypoksisk gasblanding (FiO2 < 0,21).
- Udstyr til genoplivning bør være ved hånden.
- Bør ikke anvendes ved laserkirurgi i luftvejene.
- Ved brug af høje koncentrationer af dinitrogenoxid ved generel anæstesi anbefales efterfølgende oxygentilførsel på grund af risiko for hypoksi.
- Forsigtighed til patienter med nedsat oxygenmætning.
- Koncentrationer over 50 % kan påvirke bevidsthedsniveauet og koncentrationer over 60-70 % medfører ofte bevidstløshed.
- Risiko for bivirkninger fra ørerne (fx øresmerter, brud på trommehinden) ved blokering af det eustakiske rør.
- Det intrakranielle tryk bør overvåges hos patienter med risiko for forhøjet intrakranielt tryk.
- Effekten aftager hurtigt efter endt administration, men kørsel og maskinbetjening skal undgås, indtil det er sikret, at patienten er upåvirket.
- Opmærksomhed på afhængigheds- og misbrugsrisiko.
Risiko for B12- eller folsyremangel
- Dinitrogenoxid inaktiverer vitamin B12. Hæmatologisk monitorering anbefales ved løbende administration i over 6 timer.
- Forsigtighed ved risiko for B12- eller folsyremangel (fx ældre, vegetarer, tidligere anæmi), hvor substitutionsbehandling evt. kan overvejes.
- Ved symptomer, der tyder på påvirket methioninsyntese, bør der startes B12-substitutionsbehandling.
Bivirkninger
Dette lægemiddel har skærpet indberetningspligt. Alle eventuelle bivirkninger ved brugen skal derfor indberettes til Lægemiddelstyrelsen (Meld en bivirkning).
Registrerede bivirkninger |
||
| Systemorganklasse | Potentielt alvorlige bivirkninger | Oftest ikke alvorlige bivirkninger |
| Almindelige (1-10 %) | ||
| Mave-tarm-kanalen | Opkastning | |
| Ikke almindelige (0,1-1 %) | ||
| Nervesystemet | Paræstesier, Sedation (udtalt) | Øget drømmeaktivitet |
| Psykiske forstyrrelser | Agitation, Angst, Eufori, Hallucinationer | |
| Ikke kendt hyppighed | ||
| Blod og lymfesystem | Anæmi, Pancytopeni | |
| Øre og labyrint | Øresmerter | Perforering af trommehinden |
| Øjne | Synsforstyrrelser**** | |
| Metabolisme og ernæring | B12-vitaminmangel | |
| Knogler, led, muskler og bindevæv | Kramper | |
| Nervesystemet | Intrakraniel trykstigning, Myeloneuropati***, Myelopati***, Neuropati***, Rygmarvsdegeneration***, Svimmelhed | Hovedpine |
| Psykiske forstyrrelser | Afhængighed af midlet*, Konfusion | |
| Luftveje, thorax og mediastinum | Respirationsdepression** | |
* Ved gentagen eksponering.
** Forekommet hos nyfødte ved brug ifm. fødsel.
*** Ved gentagen og/eller langvarig eksponering.
**** Alvorlige tilfælde pga. intraokulær gasudvidelse er set.
Kliniske aspekter
- Megaloblastisk anæmi og leukopeni er forekommet ved ugelang behandling.
- Polyneuropati og myelopati er set ved kraftig og hyppig eksponering for dinitrogenoxid. Det gælder især i misbrugsøjemed.
Interaktioner
- Virkningen af andre anæstetika forstærkes.
- Kombination med CNS-deprimerende midler kan øge risikoen for sedation og kardiorespiratorisk depression.
- Dinitrogenoxid kan medføre øget toksicitet af methotrexat ved at forstærke methotrexats hæmmende virkning på methioninsyntesen. Samtidig anvendelse bør undgås.
Graviditet
Baggrund: Omkring 2 % af gravide gennemgår non-obstetrisk kirurgi i deres graviditet. De mest almindelige indgreb inkluderer appendektomi, cholecystektomi, traume- og cancerkirurgi. Generel anæstesi, og det specifikke valg af anæstesimidler, under graviditet vil altid følge en meget specifik og individuel vurdering.
Der er meget få specifikke data for de enkelte lægemidler, som anvendes ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved anvendelse i forbindelse med fødslen kan der ses neonatal respirationspåvirkning.
Dyrestudier har vist, at nogle GABA-receptoragonister (inhalationsanæstetika,benzodiazepinerne lorazepam og midazolam, barbitutarer og propofol), og nogle NDMA-antagonister (ketamin) kan forårsage CNS-skade hos fosteret, når de anvendes i 3. trimester til anæstesi og sedation i mere end 3 timer. FDA udsendte i 2016 en ”warning” baseret på dette og anbefaler, at disse lægemidler ikke anvendes til anæstesi med varighed over 3 timer. Disse data skal tolkes og ekstrapoleres til humane forhold med stor forsigtighed. Denne advarsel bør ikke udsætte nødvendig kirurgi hos moderen.
Se også: Klassifikation - graviditet
Amning
Baggrund: Må ikke anvendes under selve amningen, men kan ellers anvendes i ammeperioden.
Bloddonor
Karantæneperioden afhænger af den tilgrundliggende lidelse og kirurgisk indgreb herfor.
Doping
|
Ingen restriktioner |
Alkohol
Ikke relevant.
Farmakodynamik
Den nærmere virkningsmekanisme er ikke fuldt belyst. Hæmmer bl.a. NMDA-receptorer i hjernen og fremmer stimuleringen af parasympatiske GABA-receptorer.
Farmakokinetik
Dinitrogenoxid metaboliseres ikke. Elimineres via udåndingen.
Indholds- og hjælpestoffer
| Lægemiddelform | Styrke | Indholdsstoffer | Hjælpestoffer |
|---|---|---|---|
| medicinsk gas, flydende | 100 % |
Firma
Pakninger, priser, tilskud og udlevering
| Tilskud | Udlevering | Disp.form og styrke | Vnr. | Pakning | Pris | Pris enh. | Pris DDD. |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| (GH) | medicinsk gas, flydende
100 %
Niontix |
371094 |
1 kg
|
ikke fast pris | |||
| (GH) | medicinsk gas, flydende
100 %
Niontix |
118231 |
4 l
|
ikke fast pris | |||
| (GH) | medicinsk gas, flydende
100 %
Niontix |
047442 |
10 l
|
ikke fast pris | |||
| (GH) | medicinsk gas, flydende
100 %
Niontix |
047460 |
50 l
|
ikke fast pris |
Referencer
4891. ACOG. ACOG Committee Opinion No. 775 Summary: Nonobstetric Surgery During Pregnancy. Obstet Gynecol. 2019; 133:844-5, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/30913194 (Lokaliseret 18. oktober 2023)
4325. Olutoye OA, Baker BW, Belfort MA et al. Food and Drug Administration warning on anesthesia and brain development: implications for obstetric and fetal surgery. Am J Obstet Gynecol. 2018; 218(1):98-102, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28888583 (Lokaliseret 3. marts 2022)
4326. Committee on Obstetric Practice and the American Society of Anesthesiologists. Committee Opinion No. 696: Nonobstetric Surgery During Pregnancy. Obstet Gynecol. 2017; 129(4):777-8, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28333816 (Lokaliseret 3. marts 2022)
4323. Heesen M, Klimek M. Nonobstetric anesthesia during pregnancy. Curr Opin Anaesthesiol. 2016; 29(3):297-303, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26859466 (Lokaliseret 3. marts 2022)
4324. Cohen-Kerem R, Railton C, Oren D et al. Pregnancy outcome following non-obstetric surgical intervention. Am J Surg. 2005; 190(3):467-73, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16105538 (Lokaliseret 3. marts 2022)
1597. Mazze RI, Källén B. Reproductive outcome after anesthesia and operation during pregnancy: a registry study of 5405 cases. Am J Obstet Gynecol. 1989; 161(5):1178-85, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/2589435/ (Lokaliseret 15. december 2021)
Der kan forekomme forskelle mellem lægemiddelbeskrivelsen og indlægssedlen eller det myndighedsgodkendte produktresumé. Det skyldes, at Medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og medicinvirksomhedernes information med andre kilder. Lægemiddelbeskrivelsen og anden information i Medicin.dk’s produkter er til generel vejledning og kan ikke erstatte professionel medicinsk rådgivning.
Konsulter altid en læge eller anden sundhedsprofessionel ved spørgsmål om medicin, dosering eller behandling.
Læs mere om Brugervilkår og ansvar .

