Ipramol Steri-Neb

R03AL02
 
 
Bronkodilaterende middel beregnet til inhalation. Kombination af et korttidsvirkende antikolinergikum og et sympatomimetikum.

Anvendelsesområder

Bronkospasme hos patienter med Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), der ikke kan behandles sufficient med monoterapi. 

Dispenseringsform

Inhalationsvæske til nebulisator, opløsning i enkeltdosisbeholder. 1 dosis (2,5 ml) indeholder 0,5 mg ipratropiumbromid og 2,5 mg salbutamol. 

Doseringsforslag

Voksne. 1 éndosisbeholder 3-4 gange dgl., indgivet gennem nebulisator, evt. tilsluttet respirator. Ved alvorlige anfald kan det være nødvendig, at anvende endnu 1 éndosisbeholder, men i så fald bør patienten kontakte lægen. Kan anvendes direkte uden fortynding. 

Forsigtighedsregler

  • Forsigtighed bør udvises ved snævervinklet glaukom og prostatahyperplasi.
  • Desuden forsigtighed ved kardiovaskulære lidelser (fx arytmier, iskæmisk hjertesygdom, kardiomyopati, aortastenose, arteriosklerose, arteriel hypertension, aneurisme, forlænget QT-interval eller behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet).
  • Undgå at midlet kommer i øjnene, da dette kan fremprovokere eller forværre eksisterende glaukom.
  • På grund af salbutamol bør der udvises forsigtighed ved myokardieinsufficiens, fæokromocytom og tyrotoksikose (øget risiko for hjertepåvirkning). Desuden forsigtighed ved øget risiko for udvikling af hypokaliæmi (fx ved hypoxi). Serumkalium bør kontrolleres ved akut svær astma samt ved samtidig behandling med midler, der øger risikoen for hypokaliæmi (fx steroider, diuretika).

Risiko for antikolinerg belastning 

Ipratropium er et middel med en stærk antikolinerg effekt. Opmærksomhed på den antikolinerge belastning ved kombination med andre antikolinerge midler. Se endvidere Antikolinerge lægemidler, Sundhedsstyrelsen, juni 2019

Bør seponeres hos patienter i vedvarende behandling med langtidsvirkende antikolinergika. Se endvidere Kombinationspræparater til inhalation

 

Diabetes 

Alle β2-agonister er diabetogene (5872) og kan forårsage forhøjet blodsukker. Kontrol af blodsukker hos personer med diabetes. 

Bivirkninger

Registrerede bivirkninger

Systemorganklasse Potentielt alvorlige bivirkninger Oftest ikke alvorlige bivirkninger
Ikke almindelige (0,1-1 %)
Hjerte Palpitationer, Takykardi
Mave-tarm-kanalen Kvalme, Mundtørhed
Undersøgelser Blodtryksstigning
Nervesystemet Svimmelhed, Tremor Hovedpine
Psykiske forstyrrelser Talebesvær Rastløshed
Luftveje, thorax og mediastinum Halsirritation, Hoste
Sjældne (0,01-0,1 %)
Hjerte Arytmier, Atrieflimren, Myokardieiskæmi, Supraventrikulære arytmier
Øjne Akkommodationsbesvær, Corneaødem, Forhøjet intraokulært tryk**, Glaukom, Halo-syn, Sløret syn, Øjensmerter Konjunktival hyperæmi, Pupildilatation
Mave-tarm-kanalen Stomatitis Diarré, Hævelse i mundhulen, Obstipation, Opkastning, Ændring i tarmmotilitet
Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet Kraftesløshed
Immunsystemet Allergiske reaktioner  (herunder angioødem), Anafylaktisk reaktion Urticaria
Undersøgelser Blodtryksfald
Metabolisme og ernæring Hypokaliæmi
Knogler, led, muskler og bindevæv Muskelkramper, Muskelsvaghed Myalgi
Nervesystemet Hukommelsesbesvær
Psykiske forstyrrelser Angst, Hyperaktivitet*, Psykiske ændringer
Nyrer og urinveje Urinretention
Luftveje, thorax og mediastinum Bronkospasme  (paradoks), Dyspnø, Faryngalt ødem, Laryngospasme Tørhed i halsen
Hud og subkutane væv Hudkløe, Hududslæt, Øget svedtendens
Vaskulære sygdomme Perifer vasodilatation
Ikke kendt hyppighed
Metabolisme og ernæring Lactatacidose***

* Set hos børn. 

** Svag pupiludvidende effekt af ipratropium, hvorfor akut vinkellukning (akut grøn stær) kan forekomme hos disponerede personer (høj langsynethed, fremskreden grå stær, asiatisk afstamning).  

*** Lactacidose førende til dyspnø og kompensatorisk hyperventilation er set ved brug af høje doser korttidsvirkende β2-agonist givet via nebulisator i forbindelse med akut bronkospasme. 

 

 

Kliniske aspekter

  • De systemiske bivirkninger fra salbutamol er normalt ringe ved terapeutiske doser, men man skal i hospitalsregi være opmærksom på, at man ifm. akut forværring kan give meget høje doser i det første døgn, som kan give anledning til tremor og takykardi.
  • De mulige metaboliske bivirkninger som fx forhøjet blodsukker er sjældent klinisk relevante, hvis der ikke er anden samtidig sygdom. Hypokaliæmi ses dog ofte.
  • Antikolinerge lægemidler, som ipratropium, fremkalder de velkendte antikolinerge bivirkninger som mundtørhed, svækket syn, obstipation, urinretention m.m. Opmærksomhed anbefales på den samlede antikolinerge belastning ved samtidig anvendelse af andre antikolinerge midler og/eller særlig følsomhed for den antikolinerge virkning (ældre og skrøbelige patienter samt ved svært nedsat nyrefunktion).
  • Paradoks bronkospasme er forekommet i enkelte tilfælde ved inhalations-behandling. Behandlingen seponeres straks.

Interaktioner

Anden medicin sammen med Ipramol Steri-Neb, komb.

Samtidig brug af β-blokkere kan svække virkningen af salbutamol. 

Graviditet

Bør ikke anvendes, utilstrækkelige data.
Bør ikke anvendes, utilstrækkelige data. Diskrepans mellem medicin.dk og produktresumé.

Baggrund: For salbutamol er der data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. For ipratropium er der data for ca. 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Den begrænsede datamængde tillader ikke at udelukke en øget risiko. 

Se også Klassifikation - graviditet 

Referencer: 3711, 3863, 3864, 3865

Amning

Kan om nødvendigt anvendes.
Kan om nødvendigt anvendes.

Baggrund: Den systemiske absorption er ringe. 


Se endvidere

Bloddonor

Bloddoner
Må tappes. NB: Hvis donor ikke er i en stabil fase med sin astma, herunder er symptomfri på aktuel behandling, bør donor gives karantæne (fx 4 uger).

Doping

Restriktioner

Inhalationsbehandling med salbutamol er tilladt i doser op til 1.600 mikrogram pr. døgn opdelt i mindre doser. Dog max 600 mikrogram salbutamol over 8 timer beregnet fra første dosis.  

NB: En koncentration af salbutamol over 1.000 nanogram pr. ml i urinen betragtes som ulovligt analytisk fund, medmindre det kan bevises at være en konsekvens af behandlingen.  

Læs mere om Doping 

Alkohol

Alkohol: Alkohol og Ipramol Steri-Neb påvirker ikke hinanden.Følg dog altid Sundhedsstyrelsens anbefalinger om genstandsgrænser.

Alkohol og Ipramol Steri-Neb påvirker ikke hinanden. 

Følg dog altid Sundhedsstyrelsens anbefalinger om genstandsgrænser

Farmakodynamik

Ipratropium 

  • Korttidsvirkende antikolinergikum. Blokerer kompetitivt muskarinreceptorerne for acetylkolin. Virker i luftvejene antagonistisk på muskarinreceptorerne, der medierer sammentrækningen af den glatte muskulatur i luftvejene og har dermed en bronkiedilaterende effekt.

Salbutamol 

  • Korttidsvirkende β2-agonist. Virker dilaterende på bronkierne ved stimulation af β2-receptorerne og den afledte afslapning af den glatte muskulatur. Ved inhalation opnås næsten udelukkende lokal virkning i luftvejene.

Virkningen indtræder hurtigt og er maksimal inden for 30 minutter. Virkningsvarighed ca. 6 timer.  

Farmakokinetik

Ipratropium 

  • Den systemiske absorption er ringe.
  • Metaboliseres delvis, men ca. 25 % heraf udskilles uomdannet gennem nyrerne.

Salbutamol 

  • Metaboliseres delvis til inaktive metabolitter.

Firma

Tilskud

Klausuleret tilskud ved brug som anfaldsbehandling til patienter, der ikke kan behandles tilstrækkeligt med korttidsvirkende β2-agonist (SABA) som monoterapi.  

 

For de patienter, der opfylder klausulen, påtegnes recepten med ordet "tilskud". 

Pakninger, priser, tilskud og udlevering

Tilskud Udlevering Disp.form og styrke Vnr. Pakning Pris Pris enh.   Pris DDD.  
(B) inhalationsvæske til nebulisator, enkeltdosis 2,5+0,5 mg/behold.
Ipramol Steri-Neb
121006
60 x 2,5 ml
253,60 1,69

Referencer

3800. pro.medicin.dk. 2025, https://pro.medicin.dk/ (Lokaliseret 5. maj 2025)


3801. Drugs.com. 2025, https://www.drugs.com/ (Lokaliseret 5. maj 2025)


5872. Lund LC, Jensen PH, Pottegård A et al. Identifying diabetogenic drugs using real world health care databases: A Danish and Australian symmetry analysis. Diabetes Obes Metab. 2023, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36683229/ (Lokaliseret 30. oktober 2023)


3711. Janusinfo. Janusmed (Fosterpåverkan). Region Stochholm. 2021, https://janusmed.se/fosterpaverkan (Lokaliseret 22. februar 2022)


3864. Ali Z, Hansen AV, Ulrik CS. Exacerbations of asthma during pregnancy: Impact on pregnancy complications and outcome. J Obstet Gynaecol. 2016; 34(4):455-61, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26467747 (Lokaliseret 24. februar 2022)


3863. Garne E, Hansen AV, Morris J et al. Use of asthma medication during pregnancy and risk of specific congenital anomalies: A European case-malformed control study. J Allergy Clin Immunol. 2015; 136(6):1496-502, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26220526 (Lokaliseret 24. februar 2022)


6565. Salpeter SR, Ormiston TM, Salpeter EE. Cardiovascular effects of beta-agonists in patients with asthma and COPD: a meta-analysis. Chest.. 2004; Jun;125(6):2309-21, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/15189956/ (Lokaliseret 23. maj 2025)


3865. Johansson E, Jacobsson SO, Luthman J et al. The biological response of selenium in individual erythrocytes and GSH-Px in lambs fed sodium selenite or selenium yeast. Zentralbl Veterinarmed A. 1990; 37(6):463-70, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2171251 (Lokaliseret 24. februar 2022)


3802. Micromedex. , https://www.micromedexsolutions.com (Lokaliseret 5. maj 2025)


3803. Produktresumeer. http://www.produktresume.dk, http://www.ema.europa.eu, https://www.accessdata.fda.gov/scripts/cder/daf/index.cfm, https://www.medicines.org.uk. , (Lokaliseret 5. maj 2025)

 
 

Revisionsdato

23.05.2025. Priserne er dog gældende pr. mandag den 21. juli 2025
Der kan forekomme forskelle mellem lægemiddelbeskrivelsen og indlægssedlen. Det skyldes, at Medicin.dk kan have suppleret Lægemiddelstyrelsens og medicinproducentens information med andre kilder. Medicin.dk har det fulde ansvar for lægemiddelbeskrivelserne.
Gå til toppen af siden...