Skrøbelige og ældre

Aldring er en kompleks proces, som beror på individuelle biologiske, genetiske, sociale og psykologiske forhold samt det levede liv. Overordnet, fører aldring til nedsat organfunktion og nedsat fysiologisk reservekapacitet, mest udtalt hos skrøbelige ældre. Ældre er en heterogen gruppe, hvor den individuelle variation er betydeligt større end blandt yngre individer. Der findes ingen fast aldersgrænse for, hvornår en person betragtes som ældre. På grund af den store variation i aldringsprocessen er kronologisk alder anvendt alene en utilstrækkelig indikator for risiko for bivirkninger eller uhensigtsmæssig medicinering. Derfor bør graden af skrøbelighed vurderes som led i en differentieret tilgang til medicinsk behandling. 

Der er flere årsager til at ældre er i større risiko for at få medicinbivirkninger end yngre. Der er højere forekomst af polyfarmaci blandt ældre og de er underrepræsenteret i lægemiddelstudier. Således er en stor del af evidensen for medicinsk behandling ekstrapoleret fra yngre med få sygdomme. 

Skrøbelighed

Skrøbelighed er et klinisk syndrom på baggrund af individets fysiske, kognitive, psykiske og sociale ressourcer. Syndromet skyldes primært nedsat reservekapacitet, nedsat modstandsdygtighed og øget sårbarhed og manifesterer sig ved, at selv små påvirkninger/belastninger kan få store konsekvenser. Skrøbelige har større risiko for komplikationer, længere indlæggelser, funktionstab, fald, delirium, medicinbivirkninger og uhensigtsmæssig medicinering og død.  

Skrøbelighed er dynamisk og kan modificeres eller interveneres på. Blandt andet, kan motion og tilstrækkelig energi og protein i kosten gøre den enkelte mindre skrøbelig.  

Man kan vurdere skrøbelighed ud fra Clinical Frailty scale (CFS). CFS er en ren anamnestisk skala, som skal baseres på individets habituelle niveau. 

Figur 1: Clinical Frailty Scale, version 2, Rockwood et al 2005-2020.  

Dansk version oversat af Fournaise A, Kabell Nielsen S, Lauridsen JT et al, University of Southern Denmark ⁽⁶⁵¹⁸⁾. 

Se desuden: geriatri.dk - Clinical Frailty Scale. 

Polyfarmaci

Polyfarmaci defineres typisk som samtidig anvendelse af fem eller flere lægemidler og er særligt udbredt blandt ældre med multisygdom og skrøbelige. Mens polyfarmaci kan være nødvendig for at optimere behandlingen af kroniske sygdomme (hensigtsmæssig polyfarmaci), øger det også risikoen for uhensigtsmæssig medicinering, bivirkninger, lægemiddelinteraktioner, nedsat compliance, fald, indlæggelser og død. 

Uhensigtsmæssig medicinering dækker over behandling, hvor lægemidler er unødvendige, ineffektive eller potentielt skadelige i forhold til patientens aktuelle tilstand. Dette kan medføre forværring af skrøbelighed, funktionstab og hospitalsindlæggelser. 

Lægemiddelbivirkninger hos ældre kan fejltolkes som symptomer på sygdom eller naturlig aldring. Bivirkninger kan opstå både ved opstart af nye lægemidler og ved længere tids behandling med allerede anvendte præparater. Hos ældre kan nedsat organfunktion ændre farmakokinetik og farmakodynamik over tid, hvilket kan føre til nye bivirkninger af ellers velkendte præparater. Fx kan svimmelhed, kognitive forandringer, træthed og faldtendens skyldes bivirkninger frem for en nyopstået sygdomsproces.  

En systematisk gennemgang af medicinlisten med fokus på indikation, effekt og potentielle bivirkninger er derfor afgørende for at sikre en rationel og sikker farmakoterapi hos ældre. 

Nogle gange fører bivirkninger fra et lægemiddel til ordination af et nyt lægemiddel, der skal lindre bivirkningen. Disse ordinationskaskader fører ofte til uhensigtsmæssig polyfarmaci, hvor en mere rationel tilgang ville være at reducere dosis, seponere eller omordinere det første lægemiddel.  

Medicingennemgang bør gentages med faste intervaller og når der sker større ændring i den ældres liv eller hvor kroppen ændrer sig markant. Under hospitalsindlæggelser er der ofte behov for ændringer i lægemiddelbehandlingen og nogle gange er lægemidler helt eller delvis medvirkende til indlæggelser. 

Tabel 1: Lægemidler med særlig risiko for skrøbelige ældre 

Hyppige bivirkninger hos ældre

• Fald og/eller svimmelhed
• Delirium
• Påvirket kognition/Kognitiv reduktion
• Depression
• Obstipation
• Nedsat appetit og/eller vægttab
• Ortostatisme
• Elektrolytforstyrrelser
• Vægttab.

Farmakokinetik

• Den aldersbetingede nyrefunktionsnedsættelse er den faktor, som det er vigtigst at tage højde for, når der skal fastlægges dosering til ældre. Nyrefunktionen halveres fysiologisk fra 25 til 75 år. Se Nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m2). Beregnet eGFR tager ikke altid højde for det aldersbetingende tab (alderskorrektion kan foretages her: geriatri.dk - Creatine Clearance beregner). Fysiologisk aftagende nyrefunktion fører til nedsat udskillelse af lægemidler og kan føre til overdosering, hvis dosis ikke justeres. Man bør være ekstra opmærksom på lægemidler, som udskilles via nyrerne og særligt under akutte tilstande, hvor nyrefunktionen hos skrøbelige ældre ofte forværres yderligere, fx dehydrering, urinrention og sepsis.
• Med stigende alder reduceres levercellemassen og den hepatiske blodgennemstrømning med omkring 30 %. Derimod påvirkes P450-katalyseret metabolisk kapacitet, glucuronidering og N-acetylering ikke eller kun i ringe grad. Samlet set er der ikke belæg for generelle forholdsregler ved ordination af leveromsatte lægemidler til ældre, men for enkelte lægemidler er der dog konstateret klinisk betydende nedsat clearance. Dette er særligt relevant for visse benzodiazepiner, som metaboliseres af P450-systemet, især diazepam og chlordiazepoxid. Reduceret clearance i klinisk relevant omfang er også dokumenteret for visse tricykliske antidepressiva, theophyllin og propranolol. Grundet nedsat omsætning af lægemidler i leveren kan koncentrationen i blodet stige, det har særlig klinisk praksis relevans ved opioider, hvorfor man bør starte med lavere doser hos ældre.
• Nedsat pH i ventriklen, nedsat overfladeareal i tarmen og nedsat ventrikeltømning kan føre til nedsat absorption af fx B12, jern og calcium og derfor større risiko for mangeltilstande.

Farmakodynamik

• Øget følsomhed over for lægemidlers effekt hos ældre er veldokumenteret for benzodiazepiner, psykofarmaka, opioider og warfarin. Dette skyldes en øget fedtmasse og reduceret muskelmasse, hvilket forlænger halveringstiden for fedtopløselige stoffer og dermed øger tiden til steady state og eliminering. Derudover medfører en øget permeabilitet af blod-hjerne-barrieren en mere udtalt CNS-påvirkning af sløvende lægemidler. Nedsat baroreceptorsensitivitet og -respons bidrager desuden til en øget risiko for ortostatisk hypotension, som ofte optræder som bivirkning ved flere lægemidler hos ældre.
• Nedsat evne til at regulere salt- og vandbalancen, øget karskørhed, reduceret kardielt minutvolumen og nedsat muskelmasse øger følsomheden for bivirkninger. Denne følsomhed forstærkes yderligere af, at organismens normale kompensationsmekanismer ikke fungerer optimalt.

Revurdering, afmedicinering og prognose

Hos skrøbelige ældre patienter, særligt hvor der er begrænset restlevetid, bør lægemiddelbehandling løbende revurderes med fokus på prognose, behandlingsmål og patientens præferencer. Skrøbelighed er en stærkere prognostisk faktor end kronologisk alder og bør derfor inddrages i vurderingen af, om et lægemiddels bivirkninger/negative effekter overstiger den potentielle gavnlige effekt. Behandlingsstrategien bør balancere mellem profylaktisk og symptomatisk terapi, hvor forebyggende behandling ofte har begrænset relevans hos skrøbelige ældre med kort forventet levetid eller betydeligt funktionstab. Fx kan langtidseffekten af statiner, osteoporosebehandling eller antihypertensiva være minimal hos meget skrøbelige ældre, hvorimod optimering af symptomlindring, smertebehandling og livskvalitet bør prioriteres. 

Afmedicinering er en vigtig, men ofte kompleks proces. Den ældres ønsker og behandlingsmål bør inddrages i beslutningen, men det kræver også en lægefaglig vurdering af, hvilke præparater, der sikkert kan seponeres, samt en plan for monitorering af eventuelle seponeringsreaktioner. Visse lægemidler, såsom betablokkere, psykotrope midler og protonpumpehæmmere (PPI), kan give rebound-effekter ved seponering. Dette kan resultere i forbigående forværring af symptomer, som fejltolkes som sygdomsprogression og kan fører til inkorrekt genopstart af behandlingen. 

Afmedicinering bør ske gradvist og velovervejet med information til den ældre om fordele og ulemper. En systematisk tilgang med regelmæssig medicingennemgang sikrer en målrettet, rationel og sikker farmakoterapi tilpasset funktionsevne, livskvalitet og forventet restlevetid.  

Praktiske forholdsregler ved ordination af lægemidler til skrøbelige ældre

• Vurdér med regelmæssige mellemrum, om der fortsat er indikation for at anvende de ordinerede midler, fx årlig medicingennemgang med afsæt i den ældres prognose, behov og ønsker. Særligt ved større ændringer, som indlæggelser eller indflytning på plejehjem.
• Lav en grundig og kritisk vurdering af lægemiddelbehandlingen ved indlæggelse på hospital, nogle lægemidler kan være medvirkende til indlæggelsen.
• Start med lav dosis og øg langsomt ("start low, go slow").
• Begræns antallet af lægemidler.
• Anvend lægemidler, som doseres maksimalt 2 gange daglig.

Redskaber til medicingennemgang hos skrøbelige ældre

Liste over antikolinerge lægemidler:  

www.sst.dk - Antikolinerge lægemidler og antikolinerg balastning, en praktisk tilgang 

Seponeringslisten:  

www.sst.dk - Seponeringslisten 2025 

STOPP/START (dansk oversættelse):  

geriatri.dk - STOPP/START 

STOPPFRAIL:  

academic.oup.com - STOPPFall 

Den ældre skrøbelige patient DSAM-vejledning:  

www.dsam.dk - Den ældre skrøbelige patient - Den ældre skrøbelige patient.