Læs mere
Nyheder
Relevante links
Baldrianrod, Valerianerod
Indledning
Består af tørrede rødder og rhizomer af Valeriana officinalis. Det er usikkert, hvilke af de mange indholdsstoffer i valerianerod, der er virksomme. Virkningsmekanismen er ligeledes usikker, men den kan skyldes et øget indhold eller en øget virkning af γ-aminosmørsyre i CNS.
Anvendelse
Naturlægemiddel til lindring af uro og søvnbesvær.
Evidens for virkning
Der er nogen, men ikke tilstrækkelig evidens for effekt på den godkendte anvendelse.
En meta-analyse fra 2010 omfattende 18 kontrollerede omfattende 18 kontrollerede undersøgelser har ikke vist sikker effekt på søvnkvalitet eller indsovningstid ved indtagelse af valerianerod sammenlignet med placebo (2150). De inkluderede undersøgelser var dog små, generelt af dårlig kvalitet og vanskeligt sammenlignelige (forskellige doser og mangel på standardiserede målemetoder og diagnostiske kriterier). Den seneste meta-analyse (2020) vurderer 42 kontrollerede studier på baldrianrod. Det er et problem at nogle af studierne er baseret på hydroalkoholiske, andre på vandige og endelig nogle på ukendte ektraktionsmetode. Lige så vel som man ved, at de stoffer, der anses for de aktive og som varierer meget fra egn til egn og fra år til år, ikke er mængdeangivet. Der er således ikke tale om velstandardiserede produkter, hvilket selvfølgelig gør sammenligninger vanskelige. Den samlede konklusion er dog, at baldrianrod kan være en både sikker og udmærket måde at fremme søvn på (5870).
Bivirkninger
Bivirkninger er sjældne, hyppigst diarré. Der er rapporteret om hepatotoksiske reaktioner i forbindelse med indtagelse af droger, der indeholder valeriane, og i store doser kan drogen give hjertefunktionsforstyrrelser. In vitro-undersøgelser har vist cytotoksicitet, hvorfor valeriane må frarådes under graviditet og amning. Der er ikke påvist "hangover" ved brug af roden.
Bloddonor
Donor må gerne donere blod, hvis han/hun tager valerianerod i den mængde (eller mindre), som anbefales på pakningen.
Yderligere information
Se også præparat beskrivelse af Sefitude og Valerina Forte, samt Padma® 28, komb. som også indeholder baldrian.
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside findes en database, der indeholder produktresuméer for alle registrerede naturlægemidler.
Referencer

5870. Shinjyo N, Waddell G and Green J. Valerian Root in Treating Sleep Problems and Associated Disorders-A Systematic Review and Meta-Analysis. J Evid Based Integr Med. 2020; 25, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33086877/ (Lokaliseret 30. oktober 2023)
2150. Fernandez-San-Martin MI, Masa-Font R, Palacios-Soler L et al. Effectiveness of valerian on insomnia: A meta-analysis of placebo-controlled randomized trials. Sleep Med. 2010; 11:505-11, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/20347389 (Lokaliseret 26. april 2023)
