Ved mistanke om osteoporose bør det først afklares, om der foreligger risikofaktorer for fraktur. Hvis dette er tilfældet, udredes med DXA-scanning (Dual energy X-ray Absorptiometry) og evt. røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis med henblik på, om der er indikation for at iværksætte farmakologisk osteoporosebehandling. 

Nydiagnosticerede patienter udredes med supplerende undersøgelser for at udelukke mulige årsager til sekundær osteoporose (se nedenfor). Andre årsager til knoglebrud - fx (metastaserende) cancersygdom - bør medtænkes.  

DXA-scanning

DXA-scanning til bestemmelse af knoglemineraltætheden (Bone Mineral Density [BMD], gram/cm²) regnes for guldstandard til diagnostik af osteoporose. Desuden anvendes DXA til kontrol af behandlingseffekt, se "Monitorering af behandlingseffekt" i Farmakologisk frakturprofylakse. 

Ved en DXA-scanning måles dæmpningen af røntgenstråler ved passage gennem knoglevævet, hvorved BMD, kan beregnes. Strålebelastningen ved en DXA-scanning er lav (< 1 mSv) og uden helbredsrisiko (mindre end ved en røntgenundersøgelse af thorax). 

Resultatet af en DXA-scanning anføres i form af en T-score, som angiver, hvor mange standarddeviationsenheder (SD) en persons BMD ligger over eller under gennemsnitsværdien hos yngre raske kvinder (brudrisiko er uafhængig af køn). Det anbefales at undersøge både columna lumbalis og hofteregionen (total hip og femoral neck). Den laveste af målingerne i ryg og hofteregionen lægges til grund for diagnose og behandlingsindikation. 

På baggrund af T-scoren tolkes resultatet af DXA-scanningen som: 

• Normal: T-score > -1,0
• Osteopeni: T-score mellem -1,0 og -2,4
• Osteoporose: T-score ≤ -2,5

Lav knoglemineraltæthed øger risikoen for fraktur. Et fald i T-score på 1 indebærer omtrentlig en fordobling af risiko for fraktur. 

Gentagne DXA-scanninger
Knoglevævets mineraltæthed (BMD) monitoreres ved gentagne DXA-scanninger hos: 

• personer i behandling for osteoporose med henblik på vurdering af behandlingseffekt (se "Monitorering af behandlingseffekt" og "Behandlingsvarighed" nederst i Farmakologisk frakturprofylakse), herunder muligheden for pausering.
• personer med risikofaktorer for fraktur, med henblik på, om der er tilkommet osteoporose og dermed indikation for at iværksætte behandling.

For at mindske måleusikkerheden anbefales det at opfølgende scanninger foretages på samme apparat. Typisk anses en ændring i columna lumbalis på ≥ 3 %, i total hofte ≥ 5 % og i lårbenshals ≥7 % for at være signifikant (svarende til "least significant change [LSC]").
På baggrund af metodeusikkerheden sammenholdt med forventede ændringer i BMD bør kontrolintervallerne ved antiresorptiv behandling være mindst 2 år. Intervallet mellem scanninger kan være kortere ved anabol behandling og under glukokortikoidbehandling. Ved BMD mellem -2,5 og -1 samt uændret risikoprofil kan der udføres en kontrol-scanning efter 3-5 år, mens behov for en ny scanning ved T-score > -1 beror på en individuel vurdering.  

Røntgenundersøgelse

Da såvel symptomatiske som asymptomatiske kompressionsfrakturer i columna thoracolumbalis indicerer behandling og er af betydning for behandlingsvalg (se Farmakologisk frakturprofylakse) anbefales røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis på relativt vid indikation ved diagnostik af osteoporose, herunder ved: 

• Rygsmerter forenelige med mulig kompressionsfraktur
• En dokumenteret eller anamnestisk højdereduktion på mere end henholdsvis 2 og 4 cm
• Thorakal kyfose
• Costa-crista afstand < 2 fingersbredder
• Postmenopausale kvinder og mænd > 50 år med en hoftenær lavenergifraktur ^{(5117) (5313)}
• Mistanke om fraktur eller anden patologi ved inspektion af hvirvlerne på DXA-scanningen.

Pga. en relativ stor strålebelastning er opfølgende røntgenbilleder kun indiceret i de tilfælde, hvor en mulig nytilkommen kompressionsfraktur må formodes at have terapeutiske konsekvenser. På nyere DXA-scannere kan der foretages Vertebral Fracture Assessment (VFA), hvorved det er muligt at diagnosticere kompressionsfrakturer med en mindre strålebelastning end ved en konventionel røntgenoptagelse. 

Supplerende undersøgelser

Med henblik på at udelukke sekundære årsager til osteoporose anbefales hos nydiagnosticerede patienter et screeningspanel bestående af følgende blodanalyser: 

• hæmoglobin
• leukocytter
• trombocytter
• kreatinin
• natrium
• kalium
• magnesium
• calcium
• parathyroideahormon (PTH)
• 25-hydroxyvitamin D
• basisk fosfatase
• alanintransaminase (ALAT)
• thyroideastimulerende hormon (TSH)
• ved sammenfald i ryg tillige serum-M-komponent og frie lette kappa og lambda kæder (kappa/lambda ratio)
• testosteron (mænd) og evt. FSH (kvinder).

Afhængig af patientens sygehistorie kan der evt. suppleres med relevant udredning for fx malabsorption, cøliaki, reumatoid artritis mv. Yderligere billeddiagnostisk udredning er indiceret ved mistanke om fx (metastaserende) malign sygdom.  

En række biokemiske markører for knogleomsætningen er gennem de seneste år blevet tilgængelige i klinisk praksis. Nogle af disse knoglemarkører afspejler knogleformation (fx knoglespecifik basisk fosfatase og P-Prokollagen I, N-terminal propeptid [P1NP]), mens andre er et udtryk for knogleresorption (fx collagen I, krydsbundne [CTx]).  

CTx er i reglen supprimeret ved behandling med bisfosfonater efter 8 uger og efter få dage ved behandling med denosumab. P1NP er lavest efter 3-6 måneder.  

Ved antiresorptiv behandling kan fravær af fald i markører på mindst 25 % i forhold til baseline eller manglende suppression under nedre normalområde være forklaret af problemer med compliance, adherence, frakturer, sekundær osteoporose eller reelt fravær af effekt. 

Knogleanabol behandling fører derimod til et øget niveau af knoglemarkører. Der mangler endnu evidens for betydningen af ændringer i niveauet af knoglemarkører hos den enkelte patient (fx er positiv prædiktiv værdi endnu ikke klarlagt). Brug af knoglemarkører i den kliniske behandling af osteoporose er fortsat under afklaring ^{(6395) (4455)}.