Insulinbehovet varierer pga. vægt, varierende spisemønster, fysisk aktivitet, psykisk pres eller infektion, og insulindosis må afpasses herefter. 

Det gennemsnitlige insulinbehov ved type 1-diabetes er 0,5-0,7 IE/kg legemsvægt hos voksne normalvægtige personer med diabetes efter nogle års diabetesvarighed. En stigning af legemstemperaturen kræver ca. 25 % mere insulin pr. grad over 37,5 °C. 

Under graviditet stiger insulinbehovet ofte til det dobbelte, se 'Behandling af gravide' nederst i dette afsnit. 

I ammeperioden er insulinbehovet ofte reduceret med ca. 20 %. Ældre og patienter med mangeårig diabetes har et langsomt aftagende insulinbehov. Det samme gælder patienter med aftagende nyrefunktion.  

Injektionsterapi ved type 1-diabetes

Multipel injektionsterapi  

Efter den initiale hyperglykæmi på diagnosetidspunktet er stabiliseret efter 1-2 døgn, indledes optimalt behandling med multipel injektionsterapi (også kaldet basal-bolus-terapi). Ved dette regime gives i alt 4-6 dgl. injektioner i form af basal insulin (1-2 injektioner af intermediært eller langsomtvirkende insulin) og bolus insulin med 3-4 injektioner af hurtigt virkende insulin til måltiderne.  

Som regel gives 40-50 % af døgndosis som basal insulin om morgenen evt. kl. 22-23 (Insulin degludec og glargin 300 kan gives på alle tider af døgnet, se nedenfor), mens resten af døgndosis udgøres af hurtigt virkende insulin, der injiceres før hovedmåltiderne (fx 25-35 % til morgenmåltidet, 15-25 % til frokost og 15-25 % til aftensmåltidet, under hensyntagen til måltidernes størrelse og indhold af kulhydrater). Det er specielt mængden af kulhydrater i måltidet, der bestemmer dosis af hurtigtvirkende insulin, hvilket er baggrunden for, at mange type 1-diabetespatienter benytter kulhydrattælling for at bestemme dosis af hurtigtvirkende insulin. Basal-bolus terapi kombineres optimalt med kontinuerlig glukosemåling med alarm ved for højt blodglucose eller ved hypoglykæmi. 

Ved multipel injektionsterapi med hurtigt virkende insulinanaloger før hovedmåltider er det ofte hensigtsmæssigt primært at dosere intermediær eller langtidsvirkende insulin om morgenen, men ofte er en mindre dosis nødvendig før aftensmaden eller ved sengetid. Det gælder specielt, hvis der benyttes kortere virkende basal insulin (glargin, detemir, NPH insulin). Det langsomt virkende insulin (insulin glargin 300 og insulin degludec) doseres kun én gang i døgnet. I nogle tilfælde kan det være en fordel at benytte morgendosering med henblik på at reducere risikoen for natlig hypoglykæmi.  

Alternativt kan, hvis der ønskes et mere simpelt insulinregime, gives bifasisk insulin til måltiderne, evt. kun før morgen- og aftensmad. Hurtigt virkende og humant bifasisk insulin bør gives 30 minutter før måltiderne, mens de hurtigt virkende bifasiske insulinanaloger gives umiddelbart før måltidsstart.  

Psykisk syge med type 1-diabetes har ofte nedsat kompliance og insulinregimet samt behandlingsmålet i relation til HbA1c bør tilpasset den enkelte patient. 

Insulinpumpeterapi  

Ved behandling med insulinpumpe gives ca. 50 % af døgndosis som kontinuerlig s.c. infusion døgnet igennem, mens resten fordeles som bolusinjektioner før hoved- og mellemmåltider. Ved pumpebehandling anvendes de hurtigt virkende insulinanaloger, eventuelt Fiasp®. 

Behandling med insulinpumpe er en specialistopgave.  

Præparatvalg

De forskellige præparationer af humant insulin er klinisk ligeværdige, og her må pris eller injektionsredskab (pen) være afgørende for præparatvalg.
De hurtigtvirkende insulinanaloger adskiller sig i praksis ikke fra hinanden. Pris og injektionsudstyr afgør valget. De ekstrahurtige analoger benyttes ofte i insulinpumper.
De tre tilgængelige langsomtvirkende insulinanaloger adskiller sig i virkningsvarighed (insulin degludec har væsentligt længere virkningsvarighed end insulin glargin og insulin detemir) og i absorptionsvariabilitet (degludec og detemir har mindre dag-til-dag variation end glargin). Insulin glargin 300 har en længere virkningstid end insulin glargin 100. Erfaring med præparaterne afgør ofte præparatvalg.  

Behandling af ketoacidose (coma diabeticum)

* I stedet for humant hurtigt virkende insulin anvendes i dag oftest en af de hurtigt virkende insulinanaloger. 

Faldet i glucose skal ikke tilstræbes at være større end 4-6 mmol/l i timen, ligesom væskeindgiften skal modificeres således, at ca. 50 % af det skønnede væskeunderskud indgives de første 10-12 timer. Et hyppigt problem er overhydrering.  

Cerebralt ødem er en frygtet komplikation ved ketoacidosebehandling, og ses specielt hos yngre, nydiagnosticerede med svær og langvarig dysregulering forud for diagnosen. Tilstanden synes at være let associeret til et hurtigt fald i glucose* (undlad eller giv kun 6 IE) og stor væskeindgift. Tilstanden skal mistænkes ved aftagende bevidsthedsniveau og pupilreaktion og stigende blodtryk. Behandlingen består i indgift af mannitol, dexamethason og hyperventilation samt stop af væskeindgift og stop eller reduktion i fald i glucose. 

Elektive operationer

Ved elektive operationer kan gives 40-50 % af sædvanlig døgninsulindosis som intermediært virkende insulin s.c. om morgenen. Samtidig påbegyndes infusion af isotonisk glucose, idet der gives 20-30 dråber/min. (svarende til 80-120 ml infusionsvæske/time) eller alternativt infusion af 10 % glucose, som pr. 500 ml er tilsat omkring 20 IE hurtigt virkende insulin samt evt. 20 meq kaliumchlorid (afhængig af P-kalium), idet der gives 50 ml af væskeblandingen pr. time, svarende til 5 gram glucose/time (GIK-drop). Insulinregimet ved kirurgi afhænger ofte af lokal tradition, da der ikke er evidens for hvilket insulinregime, der bedst opfylder behandlingsmålet.  

Behandling af skrøbelige og ældre

Hos skrøbelige ældre patienter bør benyttes et simpelt insulinregime f.eks. med basal insulin givet én gang i døgnet og brugen af hurtigtvirkende insulin bør begrænses eller undgås for at reducere risikoen for hypoglykæmi. Behandlingsmålet er primært at undgå hypoglykæmi og symptomatisk hyperglykæmi. Ældre patienter har reducerede/manglende symptomer på hypoglykæmi, eventuel kun svimmelhed, forvirring, fald og nedsat bevisthedsplan. Hos patienter, hvor det primære behandlingsmål er symptomfrihed, kan et HbA1c på 64-70 mmol/mol være acceptabelt. 

Behandling af gravide

Nøje kontrol af gravide insulinkrævende personer med diabetes er vigtig med henblik på en reduktion af den øgede perinatale mortalitet og morbiditet hos børnene. Insulinbehovet falder ofte i 10.-12. graviditetsuge, men øges successivt i 22.-32. graviditetsuge, hvorefter insulinbehovet holder sig nogenlunde konstant forhøjet til forløsning af placenta. 

Insulinkrævende personer med diabetes har en øget risiko for at føde børn med medfødte misdannelser. Misdannelsesrisikoen er mindst hos børn af kvinder, der har været velregulerede prækonceptionelt og tidligt i graviditeten.
Svangerskabsdiabetes (gestationel diabetes) udvikles hos et mindre antal tidligere raske kvinder - typisk efter 22. graviditetsuge. Sygdommen må opfattes som udtryk for relativt svigt af β-cellefunktionen, som ikke kan honorere det stigende behov for insulin. Behandling af gravide personer med diabetes er en specialistopgave.  

Særlige forholdsregler

Cushings syndrom, akromegali, fæokromocytom og tyrotoksikose øger insulinbehovet. Det samme er tilfældet ved anvendelse af prednisolon, hydrocortison og andre glukokortikoider - også givet som lokal injektionsbehandling - samt ved væksthormonbehandling. I relation til prednisolonbehandling, der øger insulinresistensen i lever og muskler kan behandlingen være kompliceret, som beskrevet i den Nationale Behandlingsvejledning (NBV) fra Dansk Endokrindologisk Selskab: Type 2-diabetes.
Indtagelse af alkohol kan ligesom insulin hæmme leverens gluconeogenese, således at svære insulintilfælde kan udvikles hos insulinbehandlede personer med diabetes. Større alkoholindtagelse bør derfor efterfølges af en relativt stor mængde langsomt absorberbare kulhydrater, fx rugbrød. 

Revurdering af behandling

Efter diagnosen og initiering af insulinbehandlingen er ambulante kontroller hyppige med henblik på undervisning i effekten af de forskellige insulinpræparater på glucosestofskiftet, i insulinjektionsteknik, evt. i kulhydrattælling, i brug af metoder til monitorering af glukosekontrollen, samt forholdsregler ved motion, interkurrent sygdom og ved hypoglykæmi.  

De første måneder efter diagnosen vil de fleste have et aftagende insulinbehov ("honemoon"), evt. kan enkelte patienter komme ud af insulinbehandling i en periode, herefter oplever type 1 patienten et stigende insulinbehov, der ofte vil være stabilt efter 1-2 år afhængig af alderen.  

I dag har type 1-diabetes patienten mulighed for at få udstyr til kontinuerlig glucosemonitorering, , som har været et kæmpefremskidt i behandlingen af type 1-diabetes, da det muliggør monitorering af glukosesvingningerne kontinuerligt uden brug af finger prikker flere gange i døgnet. Det har givet type 1-diabetespatienten en bedre indsigt i hvordan diabeten reguleres og hvordan forskellige faktorer influerer på glucosekontrollen, specielt gør alarmer det muligt at undgå hypoglykæmi eller for høje blodglucoser. Flere og flere type 1-diabetespatienter behandles med insulinpumper, der også er med til at forbedre den glykæmiske kontrol, men som er en specialistopgave.  

Graden af glykæmisk kontrol tilpasses til den enkelte patient ligesom antallet af insulininjektioner afpasses, Det er således ofte ikke hensigtsmæssigt at behandle skrøbelige og ældre patienter med basal-bolus, og ofte er kun basal insulin, eventuel med én injektion i døgnet af hurtigtvirkende insulin en acceptabel behandling. Hos patienter, hvor det primære behandlingsmål er symptomfrihed, kan et HbA1c på 64-70 mmol/mol være acceptabelt.