Generelt
Ved ordination af alle lægemidler, men i særdeleshed de afhængighedsskabende, skal der laves en behandlingsplan, og gives information om præparatets virkninger og bivirkninger. Der skal særskilt informeres om risiko for udvikling af afhængighed. Derudover skal der informeres om, at patienter i en periode kan få frataget retten til at føre motorkøretøj - se endvidere Benzodiazepiner (anxiolytika). Lægen kan uden videre vurdere, at der skal nedlægges lægeligt kørselsforbud, også hvis der er mistanke om en begyndende afhængighed. 

Læger bør ikke udskrive afhængighedsskabende medicin til sig selv eller nærtstående familiemedlemmer. Her gælder der som hovedregel, at behandlingen bør varetages af en anden læge ⁽¹⁹⁶⁹⁾. 

Ved ordination af afhængighedsskabende medicin til egne patienter, skal lægen ved fravær, og hvis kendskabet til patienten indikerer, at man har mistanke om at de ofte benytter akutte lægekontakter til at få udskrevet supplerende medicin, sikre den nødvendige kommunikation til kolleger, efter samtykke fra patienten. Nægter patienten at give samtykke, kan lægen overveje at ophøre med behandlingen, og dernæst sikre at patienten kender til muligheder for abstinensbehandling.  

Det iatrogene afhængighedssyndrom
Nogle patienter i behandling med afhængighedsskabende lægemidler udvikler et afhængighedssyndrom (se Afhængighed og problemskabende forbrug / skadeligt forbrug af medicin eller rusmidler) ^{(5717) (5718)}. Der ses samme karakteristika som ved afhængighed af andre rusmidler, men iatrogen afhængighed kan klinisk præsentere sig ved nogle lidt andre symptomer: Søvnforstyrrelser, angsttilstande og kroniske non-maligne smerter, hvor det måske ikke umiddelbart er tydeligt for patienten, at det er afhængighed, netop fordi det er ordinerede lægemidler. Det karakteristiske er, at patienterne ikke tager den foreskrevne medicin regelmæssigt, men ofte over tid klager over nedsat effekt, at recepter skal fornys uregelmæssigt og at der er gennembrudssymptomer på abstinenser. De abstinenser patienten oplever, er typisk en forværring af den oprindelige tilstand (fx smerter, søvnproblemer). Patienter, der er i langvarig behandling med afhængighedsskabende lægemidler, bør jævnligt screenes for udvikling af afhængighed og ved positive fund tilbydes behandling for afhængighed eller alternativt skifte til anden farmakologisk behandling. Denne undersøgelse er en vanskelig proces, da en lægeordineret behandling ofte ses som en legitimering af anvendelsen, og alliancen med patienten kan være truet af denne screening. Dertil kommer, at det primært er udskrivelsen af smertestillende eller beroligende lægemidler, der kommer til at generere afhængighed, og at behandlingen er opstartet med afsæt i en eksisterende tilstand, der ofte ikke er forsvundet eller i bedring, selvom der er udviklet en afhængighed. Dette kunne fx være en smertetilstand, der ikke er behandlet tilstrækkeligt med andre tiltag, og derfor er en komplicerende faktor. 

Det er ved en dansk undersøgelse vist, at ca. 20 % af patienter i behandling med opioider for kroniske non-maligne smerte lider af et afhængighedssyndrom ⁽¹⁹⁷⁰⁾. Internationale studier har dog tydet på en lidt lavere forekomst ⁽⁶²⁶⁶⁾.