Tumorlyse syndrom (TLS) er en akut komplikation til kræftbehandling.  

Kræftformer præget af hurtig tumorvækst med mange celler i delingsfasen og høj følsomhed for kemoterapi er i særlig risiko for TLS. Ved disse sygdomme er det vigtigt at være opmærksom på risikoen for TLS, så forebyggende behandling kan indledes. 

Lymfoblastære lymfomer, leukæmier og Burkitt lymfom er eksempler på sygdomme, hvor der er særlig høj risiko for TLS.  

Behandlingsinduceret TLS kan ses også ved indolente kræftformer som kronisk lymfatisk leukæmi, når der indledes behandling med specielt BCL2 inhibitorer som venetoclax. Her reduceres risikoen betydeligt ved at indlede behandling med lave doser med optitrering til fuld dosis over flere uger.  

Store tumormasser er en risikofaktor.  

Det samme gælder forudgående nyresygdom, dehydrering og hypotension. Brug af kaliumtilskud eller medikamenter, der hæmmer udskillelses af kalium, bør undgås hos patienter med høj risiko for TLS medmindre det anses for at være nødvendigt.  

TLS skyldes henfald af et stor antal kræftceller indenfor kort tid. TLS kan opstå spontant eller i det behandling påbegyndes. TLS skyldes frigørelse af store mængder intracellulære elektrolytter (phosphat og kalium) og affaldsstoffer (urat). 

Ifølge Cairo og Bisphop klassifikationen skelnes der mellem biokemisk TLS (laboratory TLS) og klinisk TLS.  

Biokemisk TLS kræver mindst 2 ud af de 4 følgende elektrolytforstyrrelser: hyperurikæmi, hyperkaliæmi, hypocalciæmi og hyperphosphatæmi.  

Hypocalciæmien udløses af de store mængder phosphat, som frigøres fra det intracellulære kompartment og binder calcium.  

Kombinationen af biokemisk TLS og kliniske manifestationer i form af nyrepåvirkning (forhøjet kreatinin), arytmi, kramper eller dødsfald definerer klinisk TLS. 

Nyrefunktionspåvirkning, evt. nyresvigt, udløses blandt andet af udfældning af urat og calcium-phosphat i nyrerne. 

Arytmierne udløses af elektrolytforstyrrelserne, især hyperkaliæmi. 

TLS kan forebygges hos patienter, der skal starte behandling for en kræftsygdom med høj TLS-risiko ved at sikre rigelig hydrering, herunder i.v. væsketerapi. 

Samtidig bør der gives allopurinol eller rasburikase for at sænke urat. I praksis anvendes allopurinol ofte når risikoen ikke er betydelig, men til patienter med høj risiko for TLS anvendes ofte rasburikase.  

Man kan også reducere risikoen for TLS ved at give en for-fasebehandling, f.eks. en periode med steroidbehandling med eller uden en mindre dosis kemoterapi samtidig med at patienter hydreres godt og behandles med et uratsænkende medicin.  

Patienter i risiko for TLS skal monitoreres tæt med hyppige blodprøver.  

Hjerteovervågning kan også komme på tale. 

Hvis der udvikles klinisk TLS er det en ganske alvorlig tilstand. Der kan være behov for intensivbehandling, dialyse og kontinuerlig hjerteovervågning.  

Behandling af TLS sigter mod at rette elektrolytforstyrrelser, væsketerapi og er i øvrigt symptomatisk. Pludselige dødsfald som følge af arytmier udløst af elektrolytforstyrrelser kan ses og det er heller ikke helt sjældent at patienter ved klinisk TLS kan få behov for dialyse.