Hos patienter med ukompliceret hypertension kan man addere en  β-blokker, hvis kombination af ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist + thiazid + calciumblokker ikke har tilstrækkelig effekt. Endvidere anvendes β-blokker ved hypertension og samtidig indikation for β-blokade (atrieflimren, hjerteinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom samt ekstrasystoli). 

Ved ukompliceret hypertension, hvor en β-blokker findes indiceret, er atenolol ikke længere førstevalgspræparat. 

Ved behov for samtidig α-blokerende virkning vil carvedilol være et hensigtsmæssigt valg. Labetalol anvendes ved akut svær hypertension (se Vejledning i "Akut svær hypertension") og kan anvendes ved graviditet (se under Hypertension hos gravide). 

Se afsnit om β-receptorblokerende midler. 

Manifest og endnu ikke behandlet inkompenseret hjerteinsufficiens, atrio-ventrikulære overledningsforstyrrelser, astma og kronisk obstruktiv lungelidelse (β₁-selektive midler kan anvendes med forsigtighed, men anden behandling bør foretrækkes). β₁-selektive midler skal anvendes med forsigtighed ved insulinbehandlet diabetes. 

Ophør med behandling med β-blokkere bør ske langsomt, idet seponeringssyndrom med sved, indre uro og takykardi kan optræde indtil 3 uger efter. Ved pludselig seponering er der i enkelte tilfælde hos patienter med iskæmisk hjertesygdom set akut myokardieinfarkt samt endog dødsfald. Oftest ses dog kun let hjertebanken og uro i kroppen ved pludselig seponering. Se endvidere β-receptorblokerende midler.