Hos patienter med ukompliceret hypertension kan man addere en β-blokker, hvis kombination af ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist + thiazid + calciumblokker + spironolacton ikke har tilstrækkelig effekt. Endvidere anvendes β-blokker ved hypertension og samtidig indikation for β-blokade (atrieflimren, hjerteinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom samt ekstrasystoli). 

Hypertensionsbehandling er som udgangspunkt livslang og revurdering herunder seponering af igangsat behandling følger øvrige retningslinjer for seponering af medicin hos svært syge. 

Ved ukompliceret hypertension, hvor en β-blokker findes indiceret, er atenolol ikke længere førstevalgspræparat. 

Ved behov for samtidig α-blokerende virkning vil carvedilol være et hensigtsmæssigt valg. Labetalol anvendes ved akut svær hypertension (se Vejledning i "Akut svær hypertension") og kan anvendes ved graviditet (se under Hypertension hos gravide). 

Se afsnit om β-receptorblokerende midler. 

Manifest og endnu ikke behandlet inkompenseret hjerteinsufficiens, atrio-ventrikulære overledningsforstyrrelser, astma og kronisk obstruktiv lungelidelse (β₁-selektive midler kan anvendes med forsigtighed, men anden behandling bør foretrækkes). β₁-selektive midler skal anvendes med forsigtighed ved insulinbehandlet diabetes. 

Ophør med behandling med β-blokkere bør ske langsomt, idet seponeringssyndrom med sved, indre uro og takykardi kan optræde indtil 3 uger efter. Ved pludselig seponering er der i enkelte tilfælde hos patienter med iskæmisk hjertesygdom set akut myokardieinfarkt samt endog dødsfald. Oftest ses dog kun let hjertebanken og uro i kroppen ved pludselig seponering. Se endvidere β-receptorblokerende midler.