Androgen stimulation er nødvendig for normal udvikling og funktion af prostata og en forudsætning for, at prostatacancer kan opstå. Endokrin behandling af prostatakræft sigter derfor mod androgen deprivation opnået enten ved orkiektomi eller elimination og/eller blokade af androgener. Ved endokrin behandling af prostatacancer anvendes midler med direkte antagonistisk virkning på androgenreceptorer eller midler med indvirkning på steroidsyntesen eller på gonadotropinfrigørende hormoner, der via en hæmning i hypofysen nedsætter testosteronproduktionen i gonaderne. Der foretages ikke receptoranalyse på prostatacancerceller, da prostatacancer stort set altid primært er følsom for endokrin behandling. 

Androgen deprivation kan opnås på følgende vis: 

1. Fjernelse af androgenproducerende kirtler: Bilateral orkiektomi. 

2. Hæmning af gonadotropinsekretion: GnRH-analoger (goserelin, leuprorelin, triptorelin), GnRH-antagonist (degarelix) , østrogener. 

3. Androgenreceptorantagonister: Steroide antiandrogener (cyproteronacetat), non-steroide antiandrogener (bicalutamid). 

2. generations endokrin terapi: 

4. Antiandrogener: Enzalutamid, apalutamid, darolutamid. 

5. Hæmning af androgensyntese: CYP17 inhibitorer (abirateron). 

Endokrin behandling anbefales dels ved lokal-avanceret prostatacancer uden fjernmetastaser, dels ved metastatisk prostatacancer. 

Ved lokal-avanceret prostatacancer anbefales antiandrogenbehandling med bicalutamid som førstevalg, alternativt LHRH-agonist som 3- eller 6-måneders depotbehandling. Ved metastatisk prostatacancer anbefales opstart af GnRH-analog/antagonist. Der tilbydes desuden supplerende behandling alt efter sygdomsudvikling, sygdomsudbredning og patientens komorbiditet. 

Til behandling af nydiagnosticeret metastatisk, kastrationssensitiv prostatacancer (høj-volumen sygdom) er standardbehandlingen aktuelt androgen deprivation suppleret med både abirateron enten alene eller i kombination som kemoterapi med docetaxel. Hos patienter med lav-volumen sygdom kan androgen deprivation suppleres med abirateron og/eller strålebehandling mod prostata. 

Ved højrisiko ikke-metastatisk, kastrationsresistent prostatacancer anbefales supplerende behandling med darolutamid, enzalutamid eller apalutamid. Aktuelt er darolutamid førstevalg, se Medicinrådets rekommandation på området. 

Til behandling af metastatisk, kastrationsresistent prostatacancer anbefales abirateroneller enzalutamidsom førstelinjebehandling til patienter med minimale symptomer og sufficient respons på den initiale endokrine behandling. Aktuelt er abirateron førstevalg, se Medicinrådets vejledning på området. Abirateron og enzalutamid kan anvendes i senere linjer (efter kemoterapi). 

Hos patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer og fund af BRCA-mutation (somatisk/germline) kan behandlingen med abirateron suppleres med olaparib.  

GnRH-analoger og abirateron anvendes desuden ved kurativt intenderet strålebehandling og bicalutamid ved salvage strålebehandling efter prostatektomi. 

Se endvidere: 

DUCG (Dansk Urologisk Cancer Gruppe) 

• Prostatacancer, kliniske retningslinjer

Medicinrådet 

• Lægemiddelrekommandation og kliniske sammenligningsgrundlag vedrørende lægemidler til højrisiko ikke-metastaserende kastrationsresistent prostatakræft.
• Behandlingsvejledning inkl. lægemiddelrekommandation for medicinsk behandling af metastatisk kastrationsresistent prostatacancer.