Hepatitis A

Immunglobulin er effektivt som profylakse, når det gives før udsættelse for smitte, men har også en vis effekt, når det administreres inden for 10 dage efter udsættelse. Den beskyttende effekt kan være komplet eller vise sig ved et symptomløst infektionsforløb, men med virusudskillelse.
Ved profylakse inden udlandsrejse bør vaccination foretrækkes.  

Morbilli

Efter eksposition for mæslingevirus kan immunglobulin anvendes inden for en uge efter udsættelse. Gives til børn i alderen 4-20 måneder, til immunsvækkede børn og til voksne, der ikke har haft morbilli og ikke er vaccinerede. Hvis ≤ 72 timer efter eksposition, og den eksponerede er over 6 mdr. gammel, kan det overvejes i stedet for at vaccinere mod mæslinger. 

Hypo- og agammaglobulinæmi

Ved hypo- eller agammaglobulinæmi er vedligeholdelsesdosis pr. måned sædvanligvis 400-800 mg/kg legemsvægt. Fordeles på flere doser. Initialt kan gives højere dosering for at nå steady-state. Dosis justeres med henblik på at kontrollere infektionstilbøjelighed, vanligvis kan dette opnås med en koncentration af cirkulerende IgG på 6-8 g/l. Gives bedst som s.c. administration med pumpe. 

Der findes desuden behandlingsvejledninger fra Medicinrådet inden for flg. områder: 

• Immunglobulinsubstitution til patienter med Sekundære immundefekter
• Immunglobulinsubstitution til patienter med Primære immundefekter
• Immunmodulerende behandling af Immun trombocytopeni (ITP) med immunglobuliner
• Immunmodulerende behandling af Guillain-Barré syndromi (GBS) med immunglobuliner
• Immunmodulerende behandling af Kronisk inflammatorisk demyeliniserende polyneuropati (CIDP) og Multifokal motorisk neuropati (MNN) med immunglobuliner (ITP) med immunglobuliner
• Immunmodulerende behandling af Kawasaki sygdom med immunglobuliner.

Se endvidere Medicinrådet. 

Kriterier for revurdering afhænger af indikationen.  

• Vedrørende primær immundefekt: Patienter med PID-diagnoserne CVID, XLA/ARA, SCID, hyper-IgM og Goods syndrom skal som udgangspunkt ikke have seponeret deres behandling med IgG.
• Hos børn med hypogammaglobulinæmi, hvor der ikke er en kendt genetisk variant, kan pausering overvejes efter en behandlingsperiode på minimum 1-2 år.
• Hos voksne med mindre alvorlige antistofdefekter og/eller, hvor der er usikkerhed om diagnosen, og som i øvrigt er klinisk stabile, bør pausering af behandlingen med henblik på seponering overvejes, hvis patienten ikke oplever gentagne og/eller alvorlige bakterielle infektioner. Pausering af behandlingen kan især overvejes i sommerhalvåret.