Læs mere
Hjerteinsufficiens (Fysisk aktivitet som behandling)
Fysisk aktivitet har en velunderbygget plads i behandlingen af hjerteinsufficiens, og Dansk Cardiologisk Selskab anbefaler, at alle patienter med hjerteinsufficiens henvises til et hjerterehabiliteringsforløb der bl.a. bør indeholde et tilbud om fysisk træning (6522).
Påviste effekter
Et systematisk Cochrane review med tilhørende metaanalyse fra 2024 inkluderede data fra studier med i alt 8.728 personer med hjerteinsufficiens (særligt studier på patienter med HFrEF i NYHA-klasse II og III, men også studier i patienter med HFpEF), der blev randomiseret til en trænings- eller kontrolintervention (6525).
I gennemsnit havde de personer, der gennemførte træningsbaseret hjerterehabilitering, en reduceret risiko for såvel hjerteinsufficiens-relaterede, som alle hospitalsindlæggelser, sammenlignet med personer der blev randomiseret til kontrolinterventionen. Træningsbaseret hjerterehabilitering havde ingen sikker effekt på mortalitet, men medførte forbedringer i livskvalitet og blev fundet omkostningseffektivt. Baseret på dette konkluderede forfatterne, at en træningsbaseret hjerterehabilitering medfører klinisk relevante og vigtige effekter for personer med hjertesvigt.
Et andet systematisk Cochrane review med tilhørende metaanalyse fra 2023 fandt, at effekten af den træningsbaserede hjerterehabilitering formentligt var uafhængig af om træningen blev foretaget hjemme eller på et rehabiliteringscenter (6524). Af sikkerhedsmæssige grunde anbefales dog, at træningen initialt bør være superviseret, og patienter med kliniske tegn på inkompensation bør vurderes individuelt i kardiologisk regi forud for opstart af træning. Desuden bør patienter med NYHA-klasse IV i udgangspunktet ikke gennemgå træningsbaseret hjerterehabilitering (6076) (6522).
Træningstyper og mængder
Træningen bør omfatte både kredsløbs- og styrketræning og bør tilpasses den enkelte patient ift. intensitet og varighed. Kredsløbstræningen kan evt. tilrettelægges som intervaltræning, men bør fortrinsvist være aerob. Alle bør informeres om, at hjertesmerter eller andet ubehag ikke skal ”arbejdes væk”, men at symptomerne er et signal om at sætte tempoet ned eller måske allerbedst holde en pause.
Den strukturerede træning bør foretages mindst to gange om ugen af 30-60 minutters varighed i minimum 12 uger. Udover dette opfordres patienter til daglig egen træning/fysisk aktivitet 30 minutter eller mere (i hht. Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger).
For patienter med meget lav arbejdskapacitet anbefales daglige, korte træningssessioner med lav intensitet og derefter gradvis øgning af træningsvarighed. Når patienten kan træne 30 sammenhængende minutter, kan træningshyppigheden sænkes til to til tre ugentlige sessioner med gradvis øgning af intensiteten (6520) (6521) (6522).
Kontraindikationer og forsigtighedsregler
I den akutte fase og ved forværring i sygdom angiver Dansk Cardiologisk Selskab følgende absolutte og relative kontraindikationer for fysisk træning og arbejdstest (6522):
Absolutte kontraindikationer:
- signifikant hovedstammestenose (ubeskyttet)
- akut koronar syndrom (AKS) inden for 7 dage
- tegn på inkompenseret hjertesvigt: forværring i funktionsdyspnø eller nyopstået hviledyspnø over 3-5 dage, ≥1,8 kg vægtøgning over 1-3 dage
- svær symptomgivende klapsygdom
- arytmi med påvirket hæmodynamik, utilstrækkeligt reguleret ventrikelfrekvens
- akut lungeemboli eller nylig tromboemboli
- aktiv perikarditis, myokarditis eller endokarditis
- behandlingskrævende elektrolytforstyrrelser
- under arbejdstest: signifikant iskæmi ved lav belastning (< 2 METS eller < 50 watt), fald i systolisk blodtryk på >20 mmHg under stigende belastning, komplekse ventrikulære arytmier i hvile eller ved belastning.
Relative kontraindikationer:
- NYHA-klasse IV
- svær dysreguleret hypertension (der er ingen veldokumenteret grænseværdi for, hvornår forhøjet blodtryk indebærer øget risiko ved fysisk træning. Generelt anbefales at undlade hård fysisk belastning ved systolisk blodtryk >180 eller diastolisk blodtryk >105 mmHg)
- nylig apopleksi/TIA
- moderat-svær asymptomatisk hjerteklapsygdom
- HOCM med høj hvilegradient
- symptomatisk febrilia
- svær anden/ikke-kardiel sygdom fx KOL (individuel vurdering)
For hjertepatienter som er færdigudredte og i stabil fase af sygdommen er fysisk træning generelt forbundet med lav risiko. Følgende patientkategorier bør vurderes individuelt i kardiologisk regi forud for opstart af træning:
- patienter med iskæmisk hjertesygdom, som ikke er fuldt revaskulariserede
- spontan koronar dissektion (SCAD)
- aortadissektion eller aortaaneurisme
- alvorlig eller utilstrækkeligt reguleret arytmi
- ICD med forøget risiko for ICD-stød pga. arytmi
- signifikant ubesørget hjerteklapsygdom
- hjertesvigt med kliniske tegn på inkompensation
- takotsubo kardiomyopati
- postoperative komplikationer til hjertekirurgi (nyopstået symptomatisk hjertesvigt, nytilkommen atrieflimren, pleura- eller perikardieekssudat, problemer ved sternumcicatrice mv. efter individuel vurdering)
- betydelig eller svær komorbiditet (individuel vurdering)
Herudover vil en del personer med hjerteinsufficiens have øvrige sygdomme og/eller risikofaktorer, hvorfor evt. kontraindikationer og forsigtighedsregler for disse tilstande bør overvejes.
Se også Iskæmisk hjertesygdom, Svær overvægt, Hypertension, Type 1-diabetes, Type 2-diabetes, Claudicatio intermittens.
Referencer

6520. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for voksne (18 til 64 år). SST.dk. 2024, https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/Voksne-18-64-aar (Lokaliseret 19. maj 2025)
6521. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for ældre: 65+. SST.dk. 2024, https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/65-plus (Lokaliseret 19. maj 2025)
6522. Zwisler ADO, Rasmussen HK, Kanstrup H et al. Hjerterehabilitering. Behandlingsvejedning. Dansk Cardiologisk Selskab. 2024, https://www.cardio.dk/hjerterehabilitering (Lokaliseret 19. maj 2025)
6525. Molloy C, Long L, Mordi IR et al. Exercisebased cardiac rehabilitation for adults with heart failure. Database of Systematic Reviews. 2024; Issue 3, https://www.cochranelibrary.com/cdsr/doi/10.1002/14651858.CD003331.pub6/full (Lokaliseret 19. maj 2025)
6524. McDonagh STJ, Dalal H, Moore S et al. Homebased versus centrebased cardiac rehabilitation. Cochrane Database of Systematic Reviews. 2023; Issue 10, https://www.cochranelibrary.com/cdsr/doi/10.1002/14651858.CD007130.pub5/full (Lokaliseret 19. maj 2025)
6076. Sundhedsstyrelsen. Fysisk træning som behandling - 31 lidelser og risikotilstande. SST. 2018, https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/Fysisk-traening-som-behandling.ashx (Lokaliseret 19. maj 2025)
