Skovflåtbåren meningoencephalitis (Tick-Borne Encephalitis (TBE))

Revideret: 21.01.2025

TBE, centraleuropæisk hjernebetændelse, Russian Summer-Spring Encephalitis (RSSE) eller Früh-sommer meningoencephalitis (FMSE) skyldes et flavivirus, TBE-virus (TBEV), der overføres af skovflåter. Sygdommen kan også i sjældne tilfælde overføres via upasteuriserede mejeriprodukter. Der er tre hoved subtyper, Europæisk (TBEV-Eu), Sibirisk (TBEV-Sib) og Far Eastern (TBEV-FE) med forskellig geografisk udbredelse. I Danmark forekommer heldigvis kun TBEV-Eu, som har det mildeste kliniske forløb. TBE forekommer i Centraleuropa, Skandinavien, Baltikum, Balkan, Rusland og Sibirien i øst. TBE forekommer i mikrofoci, som kan være helt ned til 0,5 km2. Mikrofoci kan forsvinde og nye kan dukke op. Derfor kan der være stor forskel på risikoen for at få TBE i forskellige områder indenfor et enkelt land, og det kan være vanskeligt præcist at afgrænse risikoområder. Der er de senere år set en stigning i antal TBE-tilfælde og geografisk spredning i mange lande. Der blev i 2022 rapporteret om 3.650 tilfælde af TBE i Europa. I 2023 var der alene i Sverige næsten 600 tilfælde. TBE er forsat en sjælden sygdom i Danmark, men siden 2018 har der også været en stigende tendens i antallet af TBE-tilfælde med formodet smitte i Danmark. I 2023 blev der påvist 12 tilfælde af TBE med formodet smitte i Danmark og der er hidtil påvist 14 tilfælde i 2024, primært smittet på Bornholm eller i Nordsjælland.  

 

Infektion med TBEV-Eur forløber i de fleste tilfælde (75-90 %) asymptomatisk. TBE har i sit karakteristiske symptomatiske form et tofaset forløb. Efter en inkubationstid på 7-14 dage optræder et influenzalignende sygdomsbillede, der varer nogle få dage. Cirka 1/3 af patienterne udvikler tegn på lymfocytær meningitis eller meningoencephalitis efter et symptomfrit interval på få dage op til tre uger. Risikoen for at få CNS-infektion stiger med alderen. Børn i førskolealderen udvikler sjældent encephalitis. Omtrent 35 % vil have neurologiske sekvelae. 

 

Der er flere vacciner på markedet. I Danmark markedsføres to vacciner Encepur® og TicoVac® (også kaldet FMSE-IMMUN), som begge findes i en børne- og en voksenudgave. Børn kan vaccineres fra 1 års-alderen. Begge vacciner indeholder formalininaktiveret TBEV dyrket på kyllingefibroblastceller og anvender aluminiumsalt, som adjuvans. Encepur® anvender K23 virusstammen og TicoVac® Neudörfl virusstammen. Vaccinerne beskytter mod alle tre subtyper af TBEV. Primærvaccination består af 3 doser. De to første doser gives med 1-3 måneders interval og 3 dosis 5-12 måneder efter 2. dosis. Man opnår beskyttelse efter de første to doser. Intervallet mellem de første 2 doser kan reduceres til 14 dage. For Encepur® er der godkendt et hurtig forløb, hvor der gives 3 doser dag 0 + 7+ 21. Her skal så gives en booster allerede efter 12-18 måneder. Ifølge produktresumeerne skal første booster gives 3 år efter primærvaccination og herefter gives en booster hvert 3 år, hvis man er over 50 år eller 60 år for henholdsvis Encepur® og TicoVac® og hvert 5 år, hvis man er under 50 år for Encepur® eller 60 år for TicoVac®. Serokonverteringsraten efter de første to doser i konventionelt program er omkring 95 %. Real world data fra flere Europæiske lande har vist en effektivitet på > 95 % mod TBE-tilfælde selv hos ældre over 65 år. Der er tiltagende evidens for at man kan nøjes med at give en booster hvert 10 år. Flere lande bl.a. Schweiz anbefaler kun booster-vaccination hvert 10 år.  

 

For alle praktiske formål er de to vacciner ligeværdige. I de tilfælde, hvor den vaccine man er begyndt med ikke kan skaffes kan man færdiggøre vaccinationsserien med den anden TBE-vaccine, der er til rådighed. Man skal dog tilstræbe at give de to første doser med samme produkt. 

 

Beskyttelse mod flåtbid er den vigtigste beskyttelse mod TBE. Vaccination mod TBE-virus kan overvejes til personer med længerevarende ophold i TBE risikoområder, fx i Øst- og Centraleuropa, Sverige samt i Nordsjælland og på Bornholm, som har risikoadfærd. Det gælder typisk personer med fast bopæl eller sommerhus i risikoområder. Skovarbejdere, soldater og landmænd har en erhvervsmæssig risiko for TBE. Personer, som færdes hyppigt i skov og krat pga. fritidsaktiviteter eller lignende er også i øget risiko for TBE (OBS i forhold til skovbørnehaver i risikoområder). 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris enh. Pris DDD
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) Encepur®
Bavarian Nordic
injektionsvæske, susp. i sprøjte  0,75 mikrog./0,25 ml 1 dosis   327,45
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) Encepur®
Bavarian Nordic
injektionsvæske, susp. i sprøjte  1,5 mikrogram/dosis 1 dosis   335,20
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) TicoVac®
Pfizer
injektionsvæske, susp. i sprøjte  1,2 mikrog./0,25 ml 1 stk.   327,45
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) TicoVac®
Pfizer
injektionsvæske, susp. i sprøjte  2,4 mikrogr./0,5 ml 1 stk.   335,20
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) TicoVac®
Pfizer
injektionsvæske, susp. i sprøjte  2,4 mikrogr./0,5 ml 1 stk.   334,35
Skovflåtbåren meningoencephalitisvirus (TBE-virus) TicoVac®
Pfizer
injektionsvæske, susp. i sprøjte  1,2 mikrog./0,25 ml 1 stk.   325,00

Referencer

6456. Schelling J, Einmahl S, Torgler R et al. Evidence for a 10-year TBE vaccine booster interval: an evaluation of current data. Expert Rev Vaccines. 2024; 23(1):226-36, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38288983/ (Lokaliseret 21. januar 2025)

 

6455. Statens Serum Institut. Risikovurdering - TBE (Tick-borne encephalitis, centraleuropæisk hjernebetændelse). SST. 2023, https://www.ssi.dk/-/media/arkiv/dk/sygdomme-beredskab-og-forskning/sygdomsovervaagning/risikovurderinger/tbe-risikovurdering-061223.pdf (Lokaliseret 21. januar 2025)

 

6458. Angulo FJ, Zhang P, Halsby K et al. A systematic literature review of the effectiveness of tick-borne encephalitis vaccines in Europe. Vaccine. 2023; 41(47):6914-21, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37858450/ (Lokaliseret 21. januar 2025)

 

6457. Rampa JE, Askling HH, Lang P et al. Immunogenicity and safety of the tick-borne encephalitis vaccination (2009-2019). Travel Med Infect Dis. 2020; 37, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/32931931/ (Lokaliseret 21. januar 2025)