Respiratorisk syncytialvirus (RSV)

Revideret: 10.03.2025

Aktiv immunisering med henblik på forebyggelse af alvorlige infektioner i de nedre luftveje forårsaget af respiratorisk syncytialvirus (RSV) hos voksne ≥ 60 år.  

Vacciner

Respiratorisk syncytial virus (RSV) er et almindeligt forekommende luftvejsvirus, som blev isoleret første gang allerede i 1956. Mennesket er det eneste reservoir og der findes to subtyper, henholdsvis subtype A og subtype B. Ligesom influenza er RSV-infektion typisk en vintersygdom, der optræder i epidemier af 6-10 ugers varighed, normalt i perioden december til marts. Dog har man efter nedlukningen under COVID-19 set en usædvanlig stigning i antal bekræftede RSV-tilfælde i sensommeren 2021, som førte til en epidemi uden for den normale sæson. Igen i 2022 så man en stigning af RSV-tilfælde uden for den normale sæson. Ligesom influenzavirus og SARS-CoV-2 smitter RSV gennem små dråber fra hoste, nys og lignende og alle kan blive smittet med RSV. 

 

RSV-infektion viser sig i de fleste tilfælde som en mild forkølelse, men kan hos især spædbørn, immunsvækkede og ældre med kroniske sygdomme medføre en alvorlig lungebetændelse med behov for indlæggelse på hospital og i sjældne tilfælde død. Næsten 70 % af børn bliver smittet inden de er et år og stort set alle inden de er to år gamle. RSV er således den hyppigste årsag til indlæggelse pga. luftvejsinfektion hos børn under 5 år. Omkring 2-3 % af børn udvikler svær RSV-infektion med behov for indlæggelse. Der er størst risiko for udvikling af svær RSV-infektion i de første tre levemåneder. Et nyligt Europæisk studie har vist at 1,8 % af børn bliver indlagt med RSV-infektion i det første leveår. Der er aktuelt ingen markedsført RSV-vaccine til børn, men i stedet kan de monoklonale antistoffer, pavilizumab eller det nyere nirsevimab, anvendes til forebyggelse af alvorlige infektioner i de nedre luftveje forårsaget af RSV (Medicinrådet anbefaler nirsevimab som forebyggende behandling mod RS-virus til spædbørn med særlig risiko for alvorlige sygdomsforløb - læs mere). Det estimeres, at 3-7 % af ældre årligt rammes af RSV-infektion og at RSV er årsag til 3-10 % af nedre luftvejsinfektioner. En metaanalyse fandt at 1,62 % af voksne på 60 år eller ældre bliver ramt af RSV-infektion og 0,15 % bliver indlagt på hospital. Mortaliteten blandt indlagte var omkring 7 %. Især personer med komorbiditet i form af KOL, astma, iskæmisk hjertesygdom, stroke, diabetes, kronisk nyresygdom (CKD) og kronisk leversygdom har risiko for udvikling af en alvorlig indlæggelseskrævende RSV-infektion. 

 

Man har i mere end 60 år forsøgt at udvikle vacciner mod RSV. Allerede i 1967 blev en formalin inaktiveret hel-celle RSV-vaccine udviklet til vaccination af børn, men vaccinen viste sig at øge risikoen for udvikling af svær RSV-infektion. Der har siden været mange vacciner under udvikling, men først i 2023 er de første vacciner godkendte til vaccination mod RSV af voksne over 60 år og til beskyttelse mod sygdom i de nedre luftveje forårsaget af RSV hos spædbørn, fra fødslen til 6 måneders alderen efter immunisering af moderen under graviditeten. RSV udtrykker kun tre overflade proteiner og mere end 92 % af neutraliserende antistoffer er rettet mod fusionsproteinet, glykoprotein F, som anvendes som antigen i vaccinen. En udfordring har været, at glykoprotein F findes både i en præfusion- og en postfusion form, hvor kun præfusion formen har vist sig effektiv i vacciner. Det er nu lykkedes at modificere glykoprotein F, så det holder sig i præfusion formen. 

 

Der er i løbet efteråret 2023 blevet godkendt og markedsført to vacciner, Arexvy® og Abrysvo®, til beskyttelse af voksne på 60 år og derover mod nedre luftvejsinfektion forårsaget af RSV. Abrysvo® er desuden godkendt til vaccination af gravide, for at beskytte nyfødte mod RSV-relateret nedre luftvejsinfektion i de første 6 levemåneder (6488). Begge vacciner anvender RSV rekombinant glykoprotein F i præfusionform (RSVPreF3), som antigen. 

 

Arexvy® er en rekombinant adjuveret vaccine, som indeholder RSVPreF3 adjuveret med AS01E. Arexvy® er godkendt til vaccination af voksne på 60 år og derover, med henblik på beskyttelse mod sygdomme i de nedre luftveje, forårsaget af RSV. Vaccinen administreres som én enkelt dosis på 0,5 ml intramuskulært. I et studie hos næsten 25 000 voksne i alderen 60 år og derover blev risikoen for at få en sygdom i de nedre luftveje forårsaget af RSV mindsket med 83 % hos dem, der fik Arexvy®, sammenlignet med dem, der fik en uvirksom indsprøjtning under aktuelle RSV-sæson. Beskyttelsen over to RSV-sæsoner var 75 %, 56 % i anden sæson. De hyppigste bivirkninger er lokal reaktion på indstiksstedet i form af smerter (61 %), rødme (8 %) og hævelse (6 %) og systemiske bivirkninger som træthed (34 %), hovedpine (27 %), muskelsmerter (29 %) og ledsmerter (18 %), mens feber (2 %) er sjælden. Disse bivirkninger er sædvanligvis lette eller moderate og forsvinder inden for få dage efter vaccinationen (6007)

 

Abrysvo® er ligeledes en rekombinant vaccine indeholdende RSVPreF3, men anvender ikke et adjuvans. Abrysvo® er ligeledes godkendt til vaccination af voksne på 60 år og derover, med henblik på beskyttelse mod sygdomme i de nedre luftveje forårsaget af RSV. Vaccinen administreres som én enkelt dosis på 0,5 ml intramuskulært. I det kliniske studie RENOIR, med over 36.000 deltagere i alderen 60 år eller derover, var beskyttelsen mod RSV-relateret nedre luftvejsinfektion i aktuelle RSV-sæson 89 % (6012). Beskyttelsen over to RSV-sæsoner var 84 %, 79 % i sæson 2. Den hyppigste bivirkning var smerter på indstiksstedet (11 %). De fleste reaktioner er sædvanligvis lette eller moderate og forsvinder inden for få dage efter vaccinationen. 

 

Både Arexvy® og Abrysvo® kan administreres samtidig med vaccination mod sæsoninfluenza. Behov for revaccination er ikke klarlagt. For ingen af vaccinerne var der forskel i forekomst af alvorlige bivirkninger hos dem, der fik vaccine sammenlignet med placebo. 

Man kan ikke umiddelbart sammenligne resultaterne fra de to kliniske studier, da der er forskelle i definitioner på RSV-relateret nedre luftvejsinfektion og varighed af RSV-sæsonerne. Ingen af studierne har styrke til at vise effekt af vaccination på RSV-relateret indlæggelse og død (6007) (6008) (6012)

 

Målgrupper for vaccination mod RSV-infektion vil være nogenlunde de samme som målgrupper for vaccination mod influenza og COVID-19. Det vil sige personer over 60 år med en kronisk medicinsk sygdom (KOL, astma, hjertekarsygdom, immunsvækket, diabetes, kronisk nyre- eller leversygdom, blodsygdom eller neurologisk sygdom) eller som er plejehjemsbeboer. Der er på nuværende tidspunkt ingen nationale anbefalinger omkring vaccination af voksne mod RSV fra sundhedsstyrelsen eller statens seruminstitut. Vaccination mod RSV indgår ikke i noget vaccinationsprogram og vaccinen skal derfor betales af den vaccinerede selv. Dog kan personer på 60 år og derover med KOL få klausuleret tilskud til Arexvy. 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris enh. Pris DDD
Respiratorisk syncytialvirus, subgruppe A, F protein 847A
Respiratorisk syncytialvirus, subgruppe B, F protein 847B
Abrysvo®
Pfizer
pulver og solvens til injektionsvæske, opl.  60+60 mikrogram/dosi 1 dosis   1.640,55
Respiratorisk syncytialvirus, rekombinant glycoprotein F Arexvy
GSK Pharma
Pulver og susp. til injektionsvæske, susp.  120 mikrogram 1 dosis   1.640,55

Referencer

6453. Osei-Yeboah R, Johannesen CK, Egeskov-Cavling AM et al. Respiratory Syncytial Virus-Associated Hospitalization in Adults With Comorbidities in 2 European Countries: A Modeling Study. J Infect Dis. 2024; 229(Supplement_1):70-7, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37970679/ (Lokaliseret 21. januar 2025)

 

6005. Wildenbeest JG, Billard M-N, Zuurbier RP et al. The burden of respiratory syncytial virus in healthy term-born infants in Europe: a prospective birth cohort study. Lancet Respir Med. 2023; 11(4):341-53, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC9764871/ (Lokaliseret 3. oktober 2023)

 

6006. Savic M, Penders Y, Shi T et al. Respiratory syncytial virus disease burden in adults aged 60 years and older in high-income countries: A systematic literature review and meta-analysis. Influenza Other Respir Viruses. 2023; 17(1), https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36369772/ (Lokaliseret 3. oktober 2023)

 

6007. Papi A, Ison MG, Langley JM et al. Respiratory Syncytial Virus Prefusion F Protein Vaccine in Older Adults. N Engl J Med. 2023; 388(7):595-608, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36791160/ (Lokaliseret 3. oktober 2023)

 

6008. Melgar M, Britton A, Roper LE et al. Use of Respiratory Syncytial Virus Vaccines in Older Adults: Recommendations of the Advisory Committee on Immunization Practices - United States, 2023. MMWR Morb Mortal Wkly Rep. 2023; 72(29):793-801, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37471262/ (Lokaliseret 3. oktober 2023)

 

6012. Walsh EE, Marc GP, Zareba AM et al. Efficacy and Safety of a Bivalent RSV Prefusion F Vaccine in Older Adults. N Engl J Med. 2023; 388(16):1465-77, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37018468/ (Lokaliseret 17. oktober 2023)

 

6488. Kampmann B, Madhi SA, Munjal I et al. Bivalent Prefusion F Vaccine in Pregnancy to Prevent RSV Illness in Infants. N Engl J Med. 2023; 388(16):1451-64, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37018474/ (Lokaliseret 10. marts 2025)

 

6004. Mejias A, Rodríguez-Fernández R, Oliva S et al. The Journey to an RSV Vaccine. Ann Allergy Asthma Immunol. 2020; 125(1):36-46, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC7311299/ (Lokaliseret 3. oktober 2023)